Saxo Bank giver en million til Ny Alliance

Slettet Bruger,

16/05/2007

"Vi har ved mange lejligheder efterlyst, at der kom en mere åben debat om Danmark i en globaliseret verden, og hvad der skulle til for at gøre Danmark til et mere attraktivt sted i kampen om arbejdskraft, og der har vi følt, at meget af debatten har været utrolig forstenet af de gamle borgerlige partier. Så kommer der nogle og prøver at bryde op på det dødvande. Det synes vi er spændende," siger Saxo Banks Administrerende direktør, Lars Seier Christensen til Børsen i dag.

Saxo Bank giver Ny Alliance en halv million nu, og den sidste halve million følger til udbetaling i takt med, at andre virksomheder og enkeltpersoner spytter mere en 1.000 kr. partiets kasse.

Lars Seier Christensen og hans partner, Kim Fournais, har ved flere lejligheder agiteret for, at erhvervsledere skal engagere sig mere i politik.

"Generelt er der bare behov for, at vi forholder os aktivt til den verden, vi er omgivet af. En liberal tilgang er jo ikke kun et spørgsmål om økonomi. Det er også at have lidt højt til loftet. At man kan diskutere ting og give plads til lidt forskellighed. Det synes vi også har manglet i debatten de senere år," forklarer han.

Saxo Bank er kendt for at støtte traditionelle liberale holdninger, og den har bl.a. givet penge til den borgerlig-liberale tænketank Cepos, ligesom banken har ydet støtte til, at 180Grader.dk's ansvarshavende redaktør, Ole Birk Olesen, kunne skrive bogen Taberfabrikken. Men Naser Khader afviser, at Ny Alliance er et klassisk, økonomisk liberalt parti:

"Vi er et socialliberalt og et åndsliberalt parti. Så det har ikke noget med det at gøre. Saxo Bank er en bank, hvor der arbejder mange nationaliteter. Deres udgangspunkt er åbne grænser for de kvalificerede - dem der kan bidrage - men den offentlige kasse skal være lukket. De vil gerne have, at man fastholder en stram udlændingepolitik, men den skal være human," siger han og Lars Seier Christensen støtter op:

"At være liberal uden at anerkende en social ansvarlighed i et samfund som det danske er jo umuligt. Det siger sig selv, at der er opbygget så mange forståelser mellem befolkningen og det offentlige, at det er umuligt ikke at bygge også en liberal holdning på en social ansvarlig tilgang."

Donationen fra Saxo Bank er Ny Alliances største donation til dato. Tidligere har partiet modtaget 100.000 kr. fra tidligere Oticon-direktør Lars Kolind. Partiet samlede kassebeholdning er ifølge Børsen nu oppe på tre millioner kr.

Kilde: