Af Anders Thomsen
I 2010 forventes nu et stort underskud i de offentlige kasser i Danmark. Størrelsen på underskuddet afhænger efterhånden alene af, hvor stor en vækstpakke politikerne kommer med. Der er ikke nødvendigvis noget galt med øgede offentlige investeringer i en lavkonjunktur, men det forventede store underskud peger på et helt andet grundlæggende problem i dansk økonomi.Uanset krisen kan vi i 2010 meget vel have en situation med forholdsvis lav ledighed og tilsvarende høj beskæftigelse. Samtidig er den offentlige gæld lille og renten lav, hvilket sikrer små udgifter til renter. Oveni har vi verdens højeste skattetryk! Alligevel vil der være stort offentligt underskud, hvor 2007 gav et stort overskud. En stor del af forskellen mellem 2007 og 2010 skyldes, at olieprisen er faldet, og kurserne på børsen dykket. Begge dele betyder færre indtægter til staten fra henholdsvis nordsøolien og pensionsafkastbeskatningen.
Med andre ord er vi i Danmark afhængige af oliepenge og spekulationsgevinster, hvis det offentlige skal have råd til at finansiere velfærden. Det giver mindelser om økonomien i lande som Saudi Arabien.
Hvordan er vi kommet dertil, at vi i Danmark er afhængige af olie og kursgevinster for at finansiere den offentlige sektor trods verdens højeste skattetryk? Det er vi, fordi vi også har den største offentlige sektor.
Man behøver ikke have en længevarende økonomuddannelse for at kunne regne ud, at det ikke holder i længden. En oplagt løsning på problemet er naturligvis at slanke den offentlige sektor og det offentlige forbrug, men det er vist en død sild rent politisk. Ingen partier tør i dag bare nævne, at den offentlige sektor i Danmark måske blot behøver være fx verdens tredjestørste. Det er nok nødvendigt at antage, at den offentlige sektor vedbliver med at vokse med større eller mindre hast.
Det efterlader en oplagt mulighed: At den private sektor vokser hurtigere end den offentlige sektor. Den offentlige sektor finansieres af den private sektor, så simpelt er det. Men der er godt nok langt mellem politikere og partier, der taler om eller ligefrem har en profileret politik for, hvordan man sikrer vækst i den private sektor.
Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad en effektiv erhvervspolitik for den private sektor er, men jeg er bekymret over, at der ikke er partier og politikere, der gør mig klogere. Ved festlige lejligheder, skåltaler og valgkampe kan man fra tid til anden høre ikke mindst borgerlige politikere rose erhvervslivet, men det bider sig ikke rigtig fat i det daglige politiske arbejde.
Ganske vist var jeg ret ung i firserne, så jeg kan huske forkert, men det forekommer mig, at ikke mindst Poul Schlüter faktisk gjorde en ihærdig indsats både i ord og politik for at få flere arbejdspladser og vækst i det private erhvervsliv - og med en vis succes. Så det kan åbenbart lade sig gøre.
Anders Thomsen er hovedbestyrelsesmedlem i Det Radikale Venstre
