Sarkozy tager Frankrig med storm

Slettet Bruger,

27/05/2007

Der var tæt løb, da den konservative Nicolas Sarkozy for nylig slog Ségolène Royal og vandt det franske præsidentvalg. Men selv blandt de franskmænd, der ikke har stemt på Sarkozy, er der stor opbakning til den nykårede leder.

65 procent af alle franskmænd erklærer sig tilfredse eller nogenlunde tilfredse med Sarkozy, og det tal overgås kun af Charles de Gaulle, som i en tilsvarende måling i 1958 nåede op på 67 procent. Det skriver politiken.dk søndag.

"Jeg betragter et frit land som ét, hvor man kan disponere frit over halvdelen af det, man har tjent," sagde Sarkozy under den afsluttende tv-debat før valget 16. maj, og han fortsatte, "man må på en eller anden måde reducere den statslige levefod, de offentlige udgifter, være mere produktiv".

Valget blev således vundet på en klar borgerlig platform. Skattelettelser, færre offentligt ansatte og en nedsættelse af den kriminelle lavalder fra 18 til 16 år var blandt de punkter, der sikrede ham 53 procent af stemmerne i den anden franske valgrunde.

Målingen er et godt rygstød til Sarkozy og UMP-partiet, inden franskmændene allerede i juni igen skal til stemmeurnerne, når der er valg til det franske parlament, Nationalforsamlingen. Her skal man forsøge at bevare det absolutte flertal, partiet fik ved det seneste valg i 2002.

mol

Kilde: