Af Henrik Gade Jensen
Da Anders Fogh Rasmussen i 1993 skrev bogen Fra socialstat til minimalstat, gav det anledning til en omfattende debat i aviserne. For tankerne i bogen var ikke vante i den danske avislæsende eller akademiske offentlighed, og Fogh Rasmussen baserede sin argumentation på libertarianske tænkere, der på det tidspunkt var ret ukendte i Danmark.Jeg kan huske, jeg snakkede om bogen med min gamle lærer i filosofi, professor Mogens Blegvad, som var blevet bedt om at anmelde den til Venstres medlemsblad i København, Taburetten. Blegvad læste bogen grundigt og gav den god og omfattende kritik og markerede også sin uenighed, som var mere eksklusiv indenfor den liberale lejr. Fogh skulle have holdt sig mere til Hayek og den erfaringsbaserede liberalisme frem for at være frihedsabsolutist.
Der var også en omfattende offentlig debat i aviserne i kølvandet på bogen med kronikker imod og svarkronikker fra Fogh Rasmussen. Selv en velvillig kritiker som Ekstra Bladets tidl. chefredaktør Victor Andreasen, der var cand. polit., klandrede Fogh for ikke at tale pænt om Keynes og skosede ham for at støtte sig til "tredjerangsøkonomer" som Milton Friedman, Mises og Hayek. Frihedsbudskabet i bogen sympatiserede Victor Andreasen med, men den økonomiske videnskab bag anså han for forfejlet. I dag har Foghs "tredjerangsøkonomer" vundet mange sejre i debatten, mens friheden har trangere kår.
Bogen - med undertitlen "en liberal strategi" - blev ikke et manifest eller en opskrift for en ny politik for Venstre, og 5-6 år senere skiftede partiet kurs og stil og nu med Anders Fogh Rasmussen som partileder. Men fortsat troede mange både venner og fjender, at i bogen havde Venstres leder åbenbaret sit sande jeg og sine ægte holdninger. Vennerne forstod og bar over med det opportune hensyn til det socialiserede vælgerkorps, som er et vilkår i dansk politik. Fjenderne med Politikens tegner Roald Als i spidsen så stadig Fogh Rasmussen inderst inde som hulemanden, der trippede for at skabe sociale massegrave ved at afskaffe socialstaten.
Begge positioner er forkerte. Og det kan vi se i dag.
Da Jyllandsposten i efteråret 2006 offentliggjorde nogle tegninger af Muhammed, fastholdt statsministeren konsekvent og præcist, at ytringsfrihed er en principiel ret, og at det ikke tilkommer statsministeren at tage stilling til, hvordan borgere måtte bruge denne ret. Derfor undskyldte Fogh Rasmussen ikke, hvad en avis havde skrevet og tegnet, og det modsatte synspunkt havde da også været et skråplan på vej væk fra århundreders velerhvervede frihedsrettigheder. En forbilledlig og konsekvent optræden af Anders Fogh Rasmussen, der kvalificerede ham til europæisk statsmand.
Siden da har Holland for nylig haft sin "Muhammed-sag", hvor ytringsfriheden blev brugt til at producere en 15 minutters kortfilm. Og straks var Fogh Rasmussen ude med en afstandtagen og kritik, før filmen kunne ses og uden selv at have set noget af den. Der skulle markeres afstand.
Det må undre enhver med lidt hukommelse i behold, at statsministeren kan reagere så forskelligt på så ens situationer. Og mange kommentatorer har allerede forklaret det nye reaktionsmønster: det drejer sig nu for Fogh Rasmussen om at positionere sig i forhold til internationale topposter. Jyllands-Postens kommentator Ralf Pittelkow mener ligefrem, at Fogh Rasmussen bruger sine internationale kontakter til jobsamtaler og jobinterviews i udenlandsk presse.
Der er intet at bebrejde Anders Fogh Rasmussen, hvis han er interesseret i en international toppost efter mange års succes i dansk politik. Det ville også uden tvivl være god reklame for Danmark.
Men der kan være et problem, hvis væsentlige dele af dansk politik som militær indsats i Irak og Afghanistan, afstemning om EU-forbehold, kritik af ytringsfrihedsbrug osv. nu kan mistænkes for at indgå i et taktisk spil om en personlig international toppost til statsministeren.
Sådan har det ikke været før.
Og så er vi tilbage til 1993, hvor vi med interesse læste Fra socialstat til minimalstat og indholdet. Og læste bogen som enhver bog skal læses: et bud på hvad der er rigtigt og forkert. Men måske var bogen bare en taktisk positionering?
Problemet er ikke nyt. For mange værker i den europæiske kultur - uden sammenligning i øvrigt - diskuteres det stadig, om forfatteren egentlig mente, hvad han skrev. Eller anliggendet blot var polemik eller satire. I dag er det åbent blandt fortolkere, om Thomas More skrev Utopia som en morsom karikatur eller en alvorligt ment skitse til et idealsamfund. Er det skrevet til skræk og advarsel eller til beundring og efterfølgelse? God test af dømmekraften! Der er ikke langt fra utopien til dystopien.
Under censuren skrev mange anonymt eller under pseudonym. Ludvig Holberg skrev under opfindsomme navne, som f.eks. "Hans Mikkelsen, brygger og poet i Kallundborg". Søren Kierkegaard boltrede sig lystigt i pseudonymer, fordi samtiden ikke var beredt til den direkte tale, mente han. H.M. Dronning Margrete optræder under pseudonymet H.M. Vejerbjerg.
Den konservative Edmund Burkes ungdomsværk Vindication of Natural Society fra 1756 anses af mange fortolkere som en parodi, fordi han argumenterer næsten anarkistisk mod staten, mens andre tager den på ordet og opfatter det som en sober afhandling. Burke selv distancerede sig i 2. udgaven fra sit eget værk og formodentligt af karrierehensyn. Alvor eller ironi i politisk filosofi er et udfordrende tema til at teste dømmekraften. Efter Robert Nozick havde skrevet Anarchy, State and Utopia i 1974, ville han ikke kommentere værket, og senere indtog han den stikmodsatte position.
Det er faktisk svært at sige, hvad folk egentlig mener. Måske ved de - og vi - det heller ikke selv. Meget skrives flydende ind i en tid, der altid ændrer sig hurtigere, end man er klar over. Pittelkow-syndromet har mange fortegn.
Henrik Gade Jensen er projektleder ved CEPOS
