Sander vil give gratis uddannelse for to års arbejde i Danmark

Elitestuderende fra hele verden skal kunne tage en gratis uddannelse i Danmark, hvis de forpligter sig til at arbejde her i to år

Slettet Bruger,

21/04/2009

Elitestuderende fra hele verden skal kunne tage en gratis uddannelse i Danmark, hvis de forpligter sig til at arbejde her i to år. Det mener videnskabsminister Helge Sander ifølge Berlingske Tidende.

"Udsigten til fortsat mangel på højt kvalificeret arbejdskraft betyder, at vi skal gøre det endnu mere interessant for udenlandske studerende at komme til Danmark. Det er oplagt at indføre såkaldte arbejdskraftstipendier til de dygtigste studerende fra for eksempel Kina og USA," siger Helge Sander til avisen.

Selve udvælgelsen af de studerende, som skal have tilbuddet, skal ske i samarbejde med de virksomheder, som vil få gavn af deres ansættelse, mener Sander.

"Jeg forestiller mig en kombinationsmodel, hvor staten og erhvervslivet går sammen om både finansiering og udvælgelsen af de studerende. Det er afgørende, at de matcher virksomhedernes behov," siger han.

Idéen falder dog ikke umiddelbart i god jord hos regeringspartneren, de Konservative, hvor uddannelsesordfører Charlotte Dyremose hellere vil lade universiteterne end virksomhederne udvælge.

"Det er bedst at lade universiteterne vurdere, hvilke udenlandske studerende, der er interessante for den fremtidige forskning og satse på de stipendier, vi allerede har. En del spørgsmål mangler i hvert fald at blive besvaret, før jeg kan tilslutte mig modellen med arbejdskraftstipendier," siger Charlotte Dyremose til Berlingske Tidende.

[email protected]

Kilde: