Af Ole Birk Olesen
Udtrykket sammenhængskraft blev moderne i Danmark, da Poul Nyrup Rasmussen i sine dage som statsminister brugte det i mange af sine vigtigste taler, og gjorde det synonymt med en økonomisk lighed, som efter hans mening kun kunne opretholdes af den socialdemokratiske velfærdsstat. Men sammenhængskraft blev der skabt masser af, længe før tanken om velfærdsstaten overhovedet var født, pointerer forfatterne til en ny bog om klubfodboldens historie, som udkom i går. Bogen, Fodbold, fair play og forretning, er skrevet af to unge historikere, David Holt Olsen og Allan Grønkjær.David Holt Olsen, I skriver, at fodboldklubberne fra århundredeskiftet og især fra 30erne skabte sammenhængskraft i Danmark. Hvad mener I med 'sammenhængskraft', og hvordan gjorde de det?
"Nu kan ordet sammenhængskraft bruges om snart sagt alting, der giver en følelse af, at vi har et fælles samfund. På den måde kan man sige, at fodbolden og især fodboldlandsholdet, med den stigende tilskuerinteresse i mellemkrigstiden, blev brugt som et stærkt symbol på det fælles, det klasseoverskridende sammenhold, dette at vi har sammenfaldende nationale interesser. Især med Socialdemokratiets overgang fra klasseparti til folkeparti i 1934 med programmet Danmark for folket, hvor fodbolden blev en måde at konkretisere forestillingen om det klasseoverskridende fællesskab på, og fodbolden blev da også brugt aktivt af socialdemokraterne på plakater. Men dette er bare på ét niveau, hvor fodbolden har stærke identitetsmæssige potentialer. Regionale kampe mellem Provinsen og København trak store tilskuertal helt op til efter 2. verdenskrig, og identifikationen med den lokale klub har også været stor. Så tendensen er flertydig. Hvis man skal anvende begrebet sammenhængskraft, så har fodbolden skabt det på disse forskellige og delvist modstridende måder ved at være rum for fællesskabsfølelse, enten mod andre nationer, regioner, byer eller andre erhverv/klasser," siger David Holt Olsen til 180Grader.dk.
Privat finansiering
Hvordan var fodboldklubberne i første halvdel af det 20. århundrede finansieret?
"Klubberne var fortrinsvis selvfinansierede og tjente penge på primært kontingentbetaling, men også bankospil, andespil, fester og andre sociale aktiviteter. Derudover var sporten finaniseret af privat filantropi. Det industriborgerskab, der voksede frem i takt med industrialiseringen, ser ud til at have været meget interesseret i, at folk havde noget meningsfuldt og civiliseret at gøre i den sparsomme fritid. Derfor gav man direkte og indirekte tilskud til fodboldforeningerne og DBU, der blev oprettet i 1889. KB fik egen bane i 1893 og enkelte andre klubber fik anlæg efter århundredeskiftet, og de fik dermed mulighed for at tage entre til kampe. Derudover fik nogle klubber snablen ned i kommunekassen. Især kommunerne med socialdemokratisk styre. I København kom landets første socialdemokratiske borgmester (finansborgmester) Jens Jessen i 1903, og i 1908-1911 blev Idrætsparken bygget. I 1920 blev der bygget idrætsanlæg i Århus og Aalborg, delvist finaniseret af kommunen og delvis af det private erhvervsliv. Men det var ikke nogen selvfølge, at det offentlige skulle finansiere idrætten. I Odense havde man f.eks. en konservativ borgmester indtil 1937, og der ville man ikke lade skatten stige for at støtte idrætten, så der fik man først et stadion i 1941, efter Socialdemokratiet havde fået magten. Men staten var ikke tilskudsgiver før efter 2. verdenskrig."
Havde det nogen betydning for fodboldklubbernes måde at agere på, at de primært var finansieret af frivilligt indsamlede midler fremfor offentlige mider? Agerede de anderledes dengang end i dag?
"Selvforståelsen i de idrætsforeningerne var og er til dels stadigvæk, at der i selve det frivillige arbejde, og det at man selv rejste penge og stillede arbejdskraft til rådighed til dræning af baner, opførelse af klubhus osv. havde en helt særlig værdi. Både ved at skabe følelsesmæssige bånd mellem de frivillige - et fællesskab fra neden, samt ved generelt at skabe samfundsengagement og ansvarlighed. I takt med velfærdssamfundets fremvækst fra 1950'erne og frem begyndte også idræt at have statens og kommunernes stadig større interesse som sund fritidsinteresse. Derfor fremkom forskellige støtteordninger. Især Fritidsloven i 1968 kom til at at skabe en mere paradoksal frivillig sektor. Her blev det muligt, hvis man opfyldte bestemte kriterier, at modtage støtte til instruktørløn. Dette kom til at underminere det frivillige arbejde. For hvis nogen fik løn for arbejdet, hvorfor var der så nogen, der ikke fik løn? Dette førte til, at idrætsforeningerne og klubberne blev tættere integreret i staten. I så høj grad, at det nu til dags kan være svært at skelne mellem stat og civilsamfund: Idrættens autonomi blev i takt med de økonomiske tilskud antastet og de blev afkrævet klarere socialpolitiske indsatser, integration af indvandrere, handicapidræt, idræt for social udsatte osv. På den måde skal fodboldklubberne tage hensyn til andre interesser end deres egne snævre interesser, hvis de vil have del i de midler, som mange breddeklubber er blevet afhængige af, samtidig med at den frivillige arbejdskraft ikke længere er nogen selvfølge at have til rådighed for klubberne."
Det aktive civilsamfund er blevet klemt
Det med de socialpolitiske indsatser lyder meget positivt - så er det vel godt, at klubberne ikke længere er så autonome?
"Den positive udlægning er, at støtten har været med til at opretholde et bredt idrætsudbud, hvor alle mennesker har haft mulighed for at dyrke idræt. Den negative udlægning er, at det aktive og dynamiske civilsamfund, som er de fleste politikeres mål, er blevet klemt i velmente intentioner og politisering af samme civilsamfund. Den offentlige støtte indebærer også en stigende bureaukratisering af det frivillige arbejde, som yderligere komplicerer hvervingen af nye frivillige. Man bliver ikke frivillig for at skulle udfylde formularer til det offentlige, men for at komme ud på fodboldbanerne. Når antallet af frivillige falder, så bliver man desto mere afhængige af den offentlige støtte. På den måde kan man ende med at bruge skattepenge på noget, der tidligere blev klaret qua frivillig arbejdskraft inden for foreningsregi. Man kan også spekulere i, om støtten har været med til at underminere fællesskabsfølelsen i foreningerne. Her spores tendenser til, at idrætsforeningen betragtes mere som et servicetilbud end som et forpligtigende fællesskab. Dette hænger dog også sammen med den private idrætssektors fokus på service, mest tydeligt med fitnesscentrene, der opstod i 1980erne."
Et svært spørgsmål: Hvordan tror du, at klubfodbolden i Danmark ville have udviklet sig uden al den offentlige støtte?
"Hehe, det er et umuligt spørgsmål at besvare, da det er kontrafaktisk historiespekulation. Der har i kommunalt regi været givet støtte til fodbolden siden starten af 1900-tallet, men støtten har da primært været knyttet til idrætspladser, klubhuse samt drift af disse, og er ikke af klubberne blevet betragtet som løn, men som belønning for deres arbejde for ungdommen. Skiftet kom, da støtten begyndte at ryste idealet om frivillighed. Her kan der da spekuleres i, om antallet af frivillige ville have været højere i dag, hvis støtten ikke havde været der. Men det betinges jo også af, om andre foreninger og organisationer i civilsamfundet fik støtte samtidig med, at fodbolden ikke fik (nu indgår jeg i historiespekulationen). Fodbolden er ikke en isoleret enklave i samfundet, så hvis andre foreninger fik støtte, mens fodbolden ingen fik, så ville de være i en unfair konkurrencesituation, at skulle konkurrere med andre offentligt støttede foreninger om kunder og frivillige. Når først staten støtter gymnastiskforeningerne, så må den retfærdigvis også støtte fodboldklubberne, håndboldklubberne osv. Men fodbolden ville nok i højere grad være afhængig af privat filantropi, som den var det i starten af 1900-tallet, ligesom den kommercialisering af elitefodbolden, vi har set de seneste år, nok ville have fundet sted tidligere. Nu fik du mig alligevel til at spekulere ...," siger David Holt Olsen.
Klik her for at købe Fodbold, fair play og forretning - Dansk klubfodbolds historie, 320 sider, hos saxo.com for 298,75 kr.
[email protected]
