"Er disse forhold udtryk for velfærdsstatens ypperste, så giv mig til enhver tid natvægterstaten - dér hersker i det mindste lov og orden."
Sådan afslutter Venstres medlem af Folketingets retsudvalg Søren Pind et essay på sin blog, som i en forkortet udgave er optrykt som kronik i dag i Berlingske Tidende. Essayet er et opgør med den mangel på konsekvens, som efter Søren Pinds mening hersker i København overfor asociale og kriminelle unge. Det har ført til, at København i dag er en utryg by at bo og arbejde i, mener Søren Pind, der skriver:
"Når brand- og redningsfolk skal rykke ud i København, sker det i dag jævnt hen under politieskorte.
Der er områder af byen, hvor politiet - skønt ledelsen fornægter det - ikke kommer uden at være rigtig, rigtig mange. Borgere har telefonisk fået besked på, at bestemte steder kan man ikke rykke ud til, fordi man ikke er nok.
De autonome er ved hjælp af gadens parlament, rå vold og trusler meget tæt på at få deres krav opfyldt.
Indvandrerbander følger efter og har medvirket til, at København - særlig Nørrebro - stod i flammer og skabte en landsdækkende kæde af uroligheder, hvis lige - 800 brande - vi ikke har set siden besættelsen. De styrer narkohandel, voldelige opgør, afgør om der skal være uroligheder eller ej og er af rigspolitichefen udnævnt til den største trussel mod vores sikkerhed.
På gaden flyder det med skydevåben og knive. Alene i de fire visitationszoner, politiet nu har indskrænket sig til at håndhæve, er der i løbet af blot tre måneder fundet 38 skydevåben, 268 stikvåben, 64 slagvåben og 33 andre våben. Og disse tal er jo alene udtryk for, hvad politiet rent faktisk finder. Guderne må vide, hvor mange våben, der, i realiteten, er i omløb.
Flere spektakulære og grusomme mord har fundet sted. Her sidst Dennis, før ham Anton og før ham igen andre tragiske, tragiske skæbner, hvis efterladte stadig sidder med dybe sår, men hvis navne vi - trods alle de våde øjne og gensidige løfter om det modsatte, trods fakkeltogene og massebegravelserne - allerede har glemt."
Løsningen er ifølge Søren Pind, at det skal kunne mærkes, når man begår, hvad nogle kalder "småforbrydelser":
"Lad os starte med et jordnært, konkret eksempel på det jeg sigter til. Et eksempel fra København, hvor løsningen har været afprøvet og virker, nemlig Klostervængets skole. Her startede for nogle år siden en ny skoleleder, der med egne ord måtte sande, at hun kom til et sted, hvor "der var en rådden kultur på skolen, som jeg ganske enkelt måtte gøre op med". Hun indførte nultolerance-politik. Det skete på baggrund af et overfald på en lærer. Alle fik en seddel med hjem herefter, hvor budskabet lød: "Er der tale om vold, trusler eller grænseoverskridende sprog, betyder det hjemsendelse, efterfulgt af en alvorlig samtale med forældrene. Uden undtagelse". Første år sendte skolen 30 hjem. De efterfølgende år faldt tallet - og i dag sendes næsten ingen hjem. Som skoleinspektøren kunne konstatere "i det seneste år har jeg kun været nødt til at sende en elev hjem".
Samme steds beretter inspektøren om, hvordan der er indført klostertjeneste - hvad der betegnes som en modereret form for samfundstjeneste. Ideen skyldes problemer med hærværk, og de, der begår hærværket, bliver sat til at genetablere det ødelagte, skal medvirke til lektiehjælp for yngre elever, bruge deres fritid på skoleaktiviteter. Og nu sidst har inspektøren så også indført hue-forbud.
Hendes skole er nu en skole uden vold og trusler i dagligdagen. Det er, hvad der får mig til at sige, det ikke er svært. Det er ikke engang dyrt.
I en af verdens største byer, New York, på den stik modsatte ende af skalaen, har metoden også stået sin prøve. I 1999 mødtes jeg selv med den daværende borgmester Rudy Giuliani og diskuterede den. Han fortalte begejstret om dette nultolerance program, der medførte, at selv mennesker, der havde svært ved at finde ud af at opføre sig ordentligt, ved hjælp af en klar og entydig tilkendegivelse og tilgang fra myndighedernes side enten måtte rette ind, hvad mange, mange, langt de fleste gjorde, eller måtte føle den drakoniske konsekvens. Politiet og de offentlige myndigheder blev pålagt at gribe ind overfor enhver asocial og kriminel adfærd - begrebet "småkriminalitet" blev afskaffet. Fødekæden dræbt. NY er siden blevet Amerikas sikreste storby, fra metoden blev implementeret er byens kriminalitet faldet med forbløffende (eller er det?) 75%!"
Søren Pind opfordrer regeringen til at påtage sig et ansvar for at få problemerne løst. Hans løsningsforlag er, at kriminelle efter deres tredje dom, ikke skal sluses ud i samfundet igen, før man har vished for, at de ikke er farlige for deres omgivelser. Udlændinge skal smides ud af landet efter deres tredje dom,
"Regeringen og justitsministeren må sande, at lov og orden nu engang er statsmagtens ansvar. Og skal nultolerance-politikken have virkning, skal der være konsekvens, hvis de forhærdede fortsætter deres asociale og kriminelle adfærd. Som Cæsar sagde det: Skån de besejrede, men nedslå de trodsige," skriver Søren Pind.
[email protected]
Sådan afslutter Venstres medlem af Folketingets retsudvalg Søren Pind et essay på sin blog, som i en forkortet udgave er optrykt som kronik i dag i Berlingske Tidende. Essayet er et opgør med den mangel på konsekvens, som efter Søren Pinds mening hersker i København overfor asociale og kriminelle unge. Det har ført til, at København i dag er en utryg by at bo og arbejde i, mener Søren Pind, der skriver:
"Når brand- og redningsfolk skal rykke ud i København, sker det i dag jævnt hen under politieskorte.
Der er områder af byen, hvor politiet - skønt ledelsen fornægter det - ikke kommer uden at være rigtig, rigtig mange. Borgere har telefonisk fået besked på, at bestemte steder kan man ikke rykke ud til, fordi man ikke er nok.
De autonome er ved hjælp af gadens parlament, rå vold og trusler meget tæt på at få deres krav opfyldt.
Indvandrerbander følger efter og har medvirket til, at København - særlig Nørrebro - stod i flammer og skabte en landsdækkende kæde af uroligheder, hvis lige - 800 brande - vi ikke har set siden besættelsen. De styrer narkohandel, voldelige opgør, afgør om der skal være uroligheder eller ej og er af rigspolitichefen udnævnt til den største trussel mod vores sikkerhed.
På gaden flyder det med skydevåben og knive. Alene i de fire visitationszoner, politiet nu har indskrænket sig til at håndhæve, er der i løbet af blot tre måneder fundet 38 skydevåben, 268 stikvåben, 64 slagvåben og 33 andre våben. Og disse tal er jo alene udtryk for, hvad politiet rent faktisk finder. Guderne må vide, hvor mange våben, der, i realiteten, er i omløb.
Flere spektakulære og grusomme mord har fundet sted. Her sidst Dennis, før ham Anton og før ham igen andre tragiske, tragiske skæbner, hvis efterladte stadig sidder med dybe sår, men hvis navne vi - trods alle de våde øjne og gensidige løfter om det modsatte, trods fakkeltogene og massebegravelserne - allerede har glemt."
Løsningen er ifølge Søren Pind, at det skal kunne mærkes, når man begår, hvad nogle kalder "småforbrydelser":
"Lad os starte med et jordnært, konkret eksempel på det jeg sigter til. Et eksempel fra København, hvor løsningen har været afprøvet og virker, nemlig Klostervængets skole. Her startede for nogle år siden en ny skoleleder, der med egne ord måtte sande, at hun kom til et sted, hvor "der var en rådden kultur på skolen, som jeg ganske enkelt måtte gøre op med". Hun indførte nultolerance-politik. Det skete på baggrund af et overfald på en lærer. Alle fik en seddel med hjem herefter, hvor budskabet lød: "Er der tale om vold, trusler eller grænseoverskridende sprog, betyder det hjemsendelse, efterfulgt af en alvorlig samtale med forældrene. Uden undtagelse". Første år sendte skolen 30 hjem. De efterfølgende år faldt tallet - og i dag sendes næsten ingen hjem. Som skoleinspektøren kunne konstatere "i det seneste år har jeg kun været nødt til at sende en elev hjem".
Samme steds beretter inspektøren om, hvordan der er indført klostertjeneste - hvad der betegnes som en modereret form for samfundstjeneste. Ideen skyldes problemer med hærværk, og de, der begår hærværket, bliver sat til at genetablere det ødelagte, skal medvirke til lektiehjælp for yngre elever, bruge deres fritid på skoleaktiviteter. Og nu sidst har inspektøren så også indført hue-forbud.
Hendes skole er nu en skole uden vold og trusler i dagligdagen. Det er, hvad der får mig til at sige, det ikke er svært. Det er ikke engang dyrt.
I en af verdens største byer, New York, på den stik modsatte ende af skalaen, har metoden også stået sin prøve. I 1999 mødtes jeg selv med den daværende borgmester Rudy Giuliani og diskuterede den. Han fortalte begejstret om dette nultolerance program, der medførte, at selv mennesker, der havde svært ved at finde ud af at opføre sig ordentligt, ved hjælp af en klar og entydig tilkendegivelse og tilgang fra myndighedernes side enten måtte rette ind, hvad mange, mange, langt de fleste gjorde, eller måtte føle den drakoniske konsekvens. Politiet og de offentlige myndigheder blev pålagt at gribe ind overfor enhver asocial og kriminel adfærd - begrebet "småkriminalitet" blev afskaffet. Fødekæden dræbt. NY er siden blevet Amerikas sikreste storby, fra metoden blev implementeret er byens kriminalitet faldet med forbløffende (eller er det?) 75%!"
Søren Pind opfordrer regeringen til at påtage sig et ansvar for at få problemerne løst. Hans løsningsforlag er, at kriminelle efter deres tredje dom, ikke skal sluses ud i samfundet igen, før man har vished for, at de ikke er farlige for deres omgivelser. Udlændinge skal smides ud af landet efter deres tredje dom,
"Regeringen og justitsministeren må sande, at lov og orden nu engang er statsmagtens ansvar. Og skal nultolerance-politikken have virkning, skal der være konsekvens, hvis de forhærdede fortsætter deres asociale og kriminelle adfærd. Som Cæsar sagde det: Skån de besejrede, men nedslå de trodsige," skriver Søren Pind.
[email protected]
