S klar til at sænke topskatten

Under valgkampen var der ikke megen socialdemokratisk opbakning til skattelettelser

Slettet Bruger,

12/04/2008

Under valgkampen var der ikke megen socialdemokratisk opbakning til skattelettelser. Forhøjelsen af grænsen for hvornår der betales mellemskat var socialt skæv og befolkningen måtte vælge mellem velfærd og skattelettelser. Men nu kommer partiet med en overraskende melding, der måske åbner for et bredt forlig, der kan give lettelser på topskatten. Det skriver Berlingske Tidende.

"Det er min vurdering, at topskatten skal sænkes. Det kan være, at der bliver tale om en kombination af, at færre skal betale topskat, og at skatten på den sidst tjente krone sættes ned," siger den socialdemokratiske skatteordfører og næstformand Nick Hækkerup til Berlingske Tidende.

Hækkerup fastslår dog, at også indtægtsgrupper, der ikke kommer i nærheden af topskattegrænsen skal have en markant sænkning af skatten, hvis socialdemokraterne skal være med til at bringe topskatten ned. Den socialdemokratiske udmelding vækker glæde hos skatteminister Kristian Jensen, der ser en banet vej for et bredt forlig, når Skattekommissionen har færdiggjort deres arbejde i begyndelsen af næste år.

"Det er glædeligt, at Nick Hækkerup nu signalerer, at Socialdemokraterne er klar til at tage ansvar på det her område. Jeg håber, at det holder ved, så vi kan nå en bred politisk aftale. Nu er vi i hvert fald enige om problemet. Så må vi se, om vi også kan blive enige om finansieringen," siger Kristian Jensen til Berlingske Tidende.

Finansordfører Kristian Thulesen Dahl fastholder Dansk Folkepartis synspunkt om, at det er de laveste indkomster, der skal nyde gavn af en skattelettelse.

[email protected]


Kilde: