Så er der billigere biler på gule plader

Slettet Bruger,

15/06/2007

Bilbranchen har handlet hurtigt, efter at regeringen har ændret afgiftssystemet. Biler under to tons er kommet i fokus, for det er her, der er besparelser at hente. Det skriver epn.dk i dag. Dagens billigste tilbud er en Renault Clio II til 69.900 ekslusiv moms.

"Det er en af de små biler, der kommer til at sætte standarden på varevognsmarkedet i fremtiden. Det er et godt alternativ til f.eks. pizzabude, hjemmehjælpere og mindre opgaver for lagerarbejdere," siger produktchef hos Renault Bent Steen Jensen.

På gule plader er bilen 40.000 kroner billigere end den normale version. Men skal man køre i den privat, bliver forskellen dog hurtigt indhentet af ekstra vægtafgift og tillægsafgift. Den private forbruger kan dog også spare. En Renault Megane Stationcar kan således fås for mellem 80 og 100.000 kroner mindre, hvis den er beklædt med gule plader, så her kan det godt betale sig, selv med de ekstra afgifter.

Kia og Nissan er også klar med små priser på små biler. Hos Kia regner man med, at op til 30 procent af alle nye Cee'd vil blive solgt på gule plader:

"Vi forventer, at der kommer til at ske en adfærdsændring i befolkningen i forhold til tidligere. De små firehjulstrækkere vil få det svært. Vi mærker allerede nu en tendens til, at det er blevet lidt utrendy at køre i den slags biler. De vil blive erstattet af et stort udbud af små varebiler, der tidligere har været meget dyre i Danmark,« siger Kia Automobilers adm. direktør i Danmark, Jens B. Bjerrrisgaard.

mol

Kilde: