Sådan skæres skatten ned

Af Mikkel KruseHanne Larsen troede, at det kunne betale sig at gøre en ekstra indsats

Slettet Bruger,

15. februar 2009

Af Mikkel Kruse

Hanne Larsen troede, at det kunne betale sig at gøre en ekstra indsats. Så da hun som enlig mor havde brug for ekstra penge til sin søns konfirmation, lå løsningen lige for: Hun fik sig et weekendjob i Bilka, ved siden af sit fuldtidsjob som afdelingsleder på en skole. Men hun skulle snart blive klogere. På grund af bijobbet steg hendes trækprocent, samtidig med at hendes fradrag faldt. Summa summarum var, at Hanne Larsen efter 22 ekstra arbejdstimer kun havde tjent 913 kr. - 41 kr. i timen for at gøre en ekstra indsats.

"Der er da ingen personer ved deres fulde fem, der vil arbejde på de betingelser," som den hårdt beskattede moder skrev i et åbent brev til Folketinget: "Så nu kan jeg melde mig i køen af personer, der gerne vil have et 'sort' arbejde. Det kan da ikke være rigtigt, at man skal tvinges til ulovligheder på grund af et vanvittigt skattesystem."

Som indbyggere i landet med det højeste skattetryk i den vestlige verden kan det ikke undre, at selv ganske almindelige lønmodtagere føler sig presset på pengepungen. Staten er ikke længere en fjern natvægter, der blot sørger for ro i gaderne og hjælp til de svage. Den moderne velfærdsstat er snarere som folkeskolelæreren, der konfiskerer alle karamellerne på sidste skoledag og deler dem ud igen, så alle har lige mange.

Hvad skal der til for at skære staten ned til en fornuftig størrelse - hvor den, med den amerikanske skattereformtilhænger Grover Nordquists ord, er så lille, at man kan "trække den ud på badeværelset og drukne den i badekarret"?

Et lille skridt på vejen vil være at få skatten ned på et mere tåleligt niveau. Med dette mener jeg ikke en topskattelettelse på halvanden procentpoint, som Folketingets partier i disse dage diskuterer. Jeg foreslår en flad skat på 20 procent, finansieret krone for krone af et lavere offentligt forbrug. Størstedelen af danskerne kunne sagtens klare sig uden overførsler fra det offentlige, hvis ikke skatten var så høj.

Spareprogrammet
Inspireret af et lignende skatteforslag i Martin Ågerups bog Den retfærdige ulighed er her en række forslag til, hvordan det fornødne råderum til skattelettelser skabes.

- Afskaf dagpengene. Hvis man som ledig ønsker at have samme levestandard, som da man var i arbejde, kan man tegne en arbejdsløshedsforsikring. Det er ikke skatteydernes opgave at finansiere dette.

- Afskaf SU'en. Uddannelse er en investering, der vil give afkast hele livet, og ufaglærte skal ikke betale for cafébesøg til fremtidens højtlønnede. Med en flad skat på 20 procent er der intet til hinder for, at man finansierer sin egen studietid gennem fritidsarbejde og studielån. Staten kan eventuelt træde til med statsgaranterede lån.

- Afskaf efterløn og folkepension. Efterlønnen blev indført i en tid med høj arbejdsløshed, og er i dag blot med til at forværre manglen på arbejdskraft. Det giver god mening at kunne trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, når man bliver gammel nok, men det er noget, man har et helt liv til at spare op til. En individuel pensionsopsparing er meget mere retfærdig end det nuværende pyramidespil, hvor de nye årgange betaler til ordninger, der, i efterlønnnens tilfælde, sandsynligvis ikke eksisterer, når de selv bliver gamle. For dem, der på grund af ledighed ikke har mulighed for at spare op, kan staten bidrage med et grundbeløb.

- Afskaf boligydelsen og boligsikringen. Disse ordninger forvrider boligmarkedet, idet de tilskynder enlige til at blive boende i store boliger, som de ikke ville have råd til, hvis de skulle betale markedsprisen. Til skade for boligsøgende familier.

- Afskaf børneydelserne. Det er ikke enlige skatteyderes opgave at forsørge andres børn.

- Afskaf erhvervsstøtten. Virksomheder må tjene deres penge på det frie marked, ved at tilfredsstille forbrugernes behov.

- Indfør nulvækst i det offentlige i 7 år. Danmark har i forvejen verdens højeste offentlige forbrug, målt som procent af BNP. Med nulvækst vil de offentlige udgifter kun blive reguleret i takt med inflationen, ikke i takt med politikernes spenderlyst.

Gradvise besparelser
Disse forslag skal naturligvis indføres gradvist, så eksempelvis ældre ikke mister folkepensionen, efter at de et helt liv på arbejdsmarkedet har døjet med høje skatter.
I betragtning af hvor meget det offentlige fylder, er de ovenstående forslag ganske beskedne. Der røres ikke ved kontanthjælp, invalide- og førtidspension. Og sundhed, uddannelse, politi og forsvar er stadig offentligt finansieret. En mulighed for yderligere reformer og en dermed endnu lavere skattesats, vil nogle sige. Under alle omstændigheder illustrerer forslaget, hvor let det er at få råd til markante skattelettelser.

Forslaget er fuldt finansieret, hæver ikke nogen skatter, og regner ikke de dynamiske effekter med, som en så markant skattelettelse uden tvivl vil give. Der tages heller ikke højde for de lavere administrative udgifter, når staten ikke længere skal omfordele velstanden fra de 90 procent rigeste til de 90 procent fattigste.

Alligevel lider forslaget af en skavank, som gør det uspiseligt for forandringsangste politikere: Det øger uligheden. Det gør ikke noget, at danskerne er fattige, så længe vi alle sammen er lige fattige, lyder parolen.

Men hvis alle bliver rigere, hvorfor er det så et problem, at nogle får endnu større velstandsstigninger end andre? En flad skat på 20 procent vil betyde, at selv lavtlønnede får halveret deres skattebyrde. For højtlønnede vil gevinsten være endnu større, men det er ikke noget at skamme sig over.

Læger, ingeniører og forskere tjener flere penge, fordi de leverer en ydelse, som andre vil betale meget for. Disse mennesker har ofte ydet store ofre i form af en lang indsats på skolebænken eller lange aftener på kontoret, langt fra familiens skød. At forlange at disse hårdtarbejdende mennesker skal straffes med en misundelsesskat, er den direkte vej til et middelmådigt Danmark.

Adam Smith sagde, at økonomiens usynlige hånd skaber et velfungerende marked. I så fald er det høje skattetryk som en støvlebeklædt fod, der træder på økonomiens hals. Tiden er inde til, at vi trækker denne fod tilbage.

Mikkel Kruse er næstformand for Liberal Alliances Ungdom