S-rådmand om bz-ere: Jeg forhandler ikke med gadens parlament

Det lyder som noget Ritt Bjerregaard kunne have sagt i første halvdel af 2007

Slettet Bruger,

14/01/2008

Det lyder som noget Ritt Bjerregaard kunne have sagt i første halvdel af 2007. Men ordene "Jeg forhandler ikke med gadens parlament", kommer nu fra Århus' kulturrådmand Flemming Knudsen, der fastslår, at ulovlige besættelser ikke nytter, hvis man vil i dialog med kommunen. Det skriver JP Århus.

"Det står fast, at jeg ikke vil efterkomme deres krav om at få stillet et hus gratis og betingelsesløst til rådighed for skatteborgernes penge," siger Flemming Knudsen til JP Århus.

Det har han orienteret de autonome om allerede i april 2007, fortæller han. På pædagogisk facon fik bz'erne en skriftlig vejledning i, hvordan man skaffer lokaler i Århus. En vejledning med navn og telefonnummer på en ansat i kommunen, der kunne guide dem videre af de normale kanaler i offentlig sagsbehandling. Tilbuddet har de autonome dog øjensynligt ikke fundet attraktivt, i hvert fald har de de seneste uger tre gange besat ejendomme i Århus.

"Min holdning er ærligt talt ikke blevet blidere efter at have set bunkeren og den tidligere luftmeldecentral på Viborgvej, som de forlod efter besættelserne: Hærværk, graffiti og andre sørgelige efterladenskaber - efter blot tre dage i huset," udtaler Flemming Knudsen.

Knudsens chef, borgmester Nicolai Wammen, erklærer sig enig i synspunktet.

"Jeg er for det første modstander af den form for aktion med ulovlige besættelser. For det andet er det vigtigt at fastslå, at ulovligheder ikke udløser særbehandling. De unge kan søge om lokaler på linje med alle andre grupper af borgere," siger Nicolai Wammen til JP Århus.

[email protected]

Kilde: