Rygeforbudet koster omsætning

Man kan ikke længere bevæge sig ind på en bar og tænde en smøg

Slettet Bruger,

11/01/2008

Man kan ikke længere bevæge sig ind på en bar og tænde en smøg. Det har rygeloven sat en stopper for, og nu lader det også til, at rygerne har sat en stopper for deres bar-besøg. På baggrund af en undersøgelse blandt 100 medlemmer, vurderer Danmarks Restauranter og Caféer (DRG), at 5 måneder med den nye rygelov har kostet barer mellem 40 og 100 kvadratmeter 20-30 procent af deres omsætning.

Og det er ikke kun hos DRC, man mærker tilbagegangen. Også Carlsberg melder om tilbagegang i omsætningen.

"Nogen har haft en dramatisk stor tilbagegang på grund af de nye regler, og generelt har det selvfølgelig haft en negativ påvirkning af salget," siger
salgsdirektør Tørk Furhauge til Ritzau.

Carlsberg har særligt mærket tilbagegangen blandt barer i storcentrene.

"Vi kan kun gisne, men det er nok noget med, at når man har skubbet en vogn rundt i to timer, så trænger man til en øl og en smøg. Det er slut nu, og det har betydet en 40 procents tilbagegang i ølsalg på nogle bistroer og centerbarer," siger han.

Den enes død
Til gengæld oplever værtshuse med en serveringsareal på under 40 m2 ifølge DRC en fremgang, som man tilskriver, at værtshuse på den størrelse ikke er underlagt rygeforbudet.

På disse små steder er omsætningen ifølge DRC steget med 10 procent.

Hos Carlsberg tror man dog, at ølsalget vil stige igen over hele linjen, "
når restauratørerne tilpasser sig ", siger Tørk Furhauge med henvisning til Irland, der har længere tids erfaring med rygelov, end vi har i Danmark.

Den optimisme deler DRC dog ikke.

"I Irland er det på en helt anden måde en del af kulturen, at man skal ned på pubben og have sin pint om eftermiddagen. Vi bliver hellere hjemme i Danmark, så vi frygter, at det tager længere tid at genoprette omsætningen her," siger informationschef Carsten Kruuse .

I Irland faldt ølsalget med bare seks procent i det første halve år efter rygeforbudet. Det er langt mindre end i Danmark, og DRC regner med en mindsket omsætning hos sine medlemmer på 10-20 procent også i det kommende halve år.

[email protected]

Kilde: