Rygeforbud flytter larmen udenfor

Slettet Bruger,

29/08/2007

Københavnerne må døje med mere støj, når rygerne tvinges ud på gaden. Flere politistationer i Københavns Politikreds har modtaget klager fra borgere, der er utilfredse med larmen fra de pulserende restaurationsgæster. Det beretter Jyllands-Posten.

Den erfaring har man også gjort sig i andre lande, hvor man har forsøgt sig med rygeforbud. I Edinburgh steg antallet af klager over larm med 1.000 pct. efter at Skotland sidste år indførte sit rygeforbud.

Vil se tiden an
Hos Københavns Politi er man usikker på, hvad man juridisk kan gøre for at afhjælpe støjen og man opfordrer til at se tiden an.

"Vi er opmærksomme på problemet og følger det meget tæt. Men det er kun to uger siden, at den nye rygelov trådte i kraft, og alt har en tilpasningsperiode, og det har rygeloven helt sikkert også. Lad os se, hvordan det ser ud om nogle måneder," siger vicepolitiinspektør og afdelingsleder for Bevilling og Tilladelser i Københavns Politikreds, Erik Sødborg.

Lydsluser kan blive nødvendige
Hos Horesta, som er brancheforening for danske restaurationer, mener man, at støjgenerne med tiden vil aftage. Men det kan tage flere måneder, påpeger direktør Lone Njor.

"Vi har forespurgt i flere andre lande, som også har rygeforbud, hvordan det er gået og hvilke problematikker, det har ført med sig. F.eks. var der ekstra mange klager over larm på gaden i Sverige til at begynde med, men efter ca. et halvt år kom antallet af klager igen ned på det sædvanlige niveau. Men selvfølgelig er det en problematik, som vi skal være opmærksomme på," siger Lone Njor.

Vicepolitiinspektør Erik Søndborg mener, at det kan blive nødvendigt at pålægge restaurationsejerne at købe lydsluser, så larm indefra ikke slipper ud, når rygerne er nødt til at rende ind og ud.

[email protected]

Kilde: