Af Henrik Gade Jensen
Den kolde krig sluttede med Murens fald i 1989 og Sovjetunionens opløsning året efter. Men hvorfor skulle det tage så lang tid? Fordi Vesten lå meget mere under for kommunismen, end vi selv troede.I dag bør vi erindre yngre generationer om, hvor voldsomt det faktisk var i 1950erne, 60erne, 70erne og 80erne. Dengang var der en reel om end oftest vildt overdrevet frygt for et atomragnarok, der ville kunne udrydde store dele af menneskeheden. Supermagternes våbenkapløb resulterede i store lagre af masseødelæggende våben.
Verden i dag er meget fredeligere. Terrorismetruslen er mikroskopisk sammenlignet hermed og frygten for atombomber fra Nordkorea eller Iran må naturligt vække uro, men sammenlignet med den kolde krig er det stadigvæk beskedne og lokale skrækscenarier.
Den kolde krig begyndte lige efter Anden Verdenskrig, da det stod klart, at de allierede magter, som havde besejret Tyskland, ville noget forskelligt for fremtidens Europa. Sovjet ønskede en bred kommunistisk beskyttelsesbuffer omkring sig, og USA og Storbritannien ønskede demokrati og frihed for de øst- og mellemeuropæiske lande. Storbritannien var gået i krig i 1939 for at forsvare Polens frihed og selvstændighed og ville efter 1945 ikke helt opgive tanken om dette.
At den kolde krig kom til at vare så længe, skyldtes mest vestlig fejlvurdering.
Generelt overvurderede Vesten det kommunistiske Sovjet:
- økonomisk,
- moralsk,
- og militært.
Moralsk høstede Sovjetkommunismen i Vesten forbavsende ideologisk opbakning. Primært og fanatisk fra de kommunistiske femtekolonner i Vesteuropa, og de var store. I Frankrig og Italien var kommunistpartierne de største lige efter krigen. Men også mange ikke-kommunister så med respekt, nysgerrighed og beundring på Sovjet. Alle Hal Koch-typerne. Lige efter Anden Verdenskrig var der bred konsensus om, at markedsøkonomien var forældet, og at fremtiden bød på langt mere statsstyring, og som bi-effekt dryppede der legitimitet til den sovjetiske planøkonomi. Hayeks bog Vejen til trældom var en meget enlig svale dengang. Endelig indtog kommunismen på en lidt bagvendt måde en komfortabel placering hos antikommunister, der dyrkede fjendebilledet og kontrasten som et udstillingsvindue for ufrihed. Til sidst kom meget af den moralske legitimitet fra en status som allieret fra Anden Verdenskrig og de ofre, som russerne kom til at bøde med for at besejre Tyskland.
Militært besad Sovjet et kernevåbenarsenal af tilstrækkelige dimensioner til at afskrække enhver fjende, men bortset fra kernevåbnene var Sovjet faldet solidt bagud i det teknologiske våbenkapløp gennem 1970erne og 80erne. Ved lokale krige som Israels konflikt med Syrien og Libanon i 1982 blev den teknologiske forskel åbenlys. Israelske fly skød på tre dage 86 syriske jagere af russisk fabrikat ned uden selv at miste et eneste. Det skulle have rystet ledelsen i Kreml, især det unge politburo-medlem Mikail Gorbachov. Tiden begyndte at vise en afgrundsdyb forskel på vestlig højteknologi og sovjetisk skrot. Planøkonomierne kunne slet ikke holde trit med udviklingen indenfor computer og IT og blev sejlet agterud.
Det lidt paradoksale er, at ikke-kommunisterne i Vesten lige siden Anden Verdenskrig har frygtet kommunismen langt mere, end den var værd at frygte. For den var økonomisk miserabel, moralsk korrumperet og militært selvfølgelig farlig, men alligevel på vej tilbage. Sovjetkommunismens eneste aktiv var at kunne snylte på en stærk russisk nationalisme.
Hvad gjorde vestlige politikere? Ja, stort set alle talte om afspænding. Mange om fredelig sameksistens. En del også om systemernes moralske ækvivalens. En ung tysk CDU'er sagde i 1980erne til mig, at USA havde taget sin del af Tyskland ligesom Sovjet sin del. Jamen, er der ikke forskel, spurgte jeg?
Stemningen i Vesten i både politiske og intellektuelle kredse var stærkt præget af defaitisme. I Danmark havde vi fodnoteperioden med en understrøm af moralsk neutralisme. Vesttyskland med den ellers meget konservative bayerske ministerpræsident Franz Joseph Strauss i spidsen begyndte at give enorme kreditter til DDR. Fanger blev løskøbt for store beløb.
Så blev der i USA i 1980 valgt en præsident med en hel anden moralsk skala. Ronald Reagan begyndte at kalde Sovjet for et ondt imperium. Han brugte aldrig ordet afspænding, men talte om at afvikle kommunismen. Ikke inddæmning, men overvindelse.
Hvis man så tror, at Reagan var indædt antikommunist, tager man fejl. Han var halvdelen af sit liv demokrat og en begejstret Roosevelt-tilhænger under Anden Verdenskrig. Reagan fulgte strømmen i USA på det tidspunkt, hvor den offentlige mening var fuld af positiv beundring af den store krigsallierede Sovjet. "Ved afslutningen af Anden Verdenskrig var jeg New Dealer til fingerspidserne. Jeg troede, staten kunne løse alle vore problemer i efterkrigstiden, ligesom den havde gjort en ende på depressionen og vundet krigen," skriver Reagan i sine erindringer, hvor han også fortæller sin tillid til den store krigsallierede: Sovjetunionen.
I dag er det stort set glemt, hvor beundrende den offentlige mening i USA var overfor Sovjet i 1930erne og under krigen. Sovjetunionens tvangskollektiviseringer og femårsplaner blev set som en russisk variant af New Deal. Kredsen omkring Roosevelt i Det Hvide Hus bestod af forbavsende mange prokommunister, informanter eller naivister. En af dem, vicepræsident Henry Wallace, kunne ikke se noget galt i kommunismen og rejste rundt i Sibirien og besøgte gulag og kolyma og opfattede det som et spændende socialt eksperiment. En anden af Roosevelts venner, Joseph Davies, blev ambassadør i Moskva i 1936 og kunne hverken få øje på millioner af døde eller skueprocesser, men skrev beundrende hjem om mødet med Josef Stalin. Den førende amerikanske korrespondent i Moskva, Walter Duranty, skrev for New York Times og skønmalede bevidst - det ved vi i dag - sine beretninger fra Moskva. Det fik han Pulitzerprisen for, hvilket yderligere styrkede troværdigheden om hans reportager, som vi i dag ved er tilført meget løgn og ønsketænkning.
I dag ved vi, at Roosevelt ikke ville modsætte sig annekteringen af de baltiske lande og Polen, selvom han af hensyn til polske vælgersegmenter i USA ikke kunne sige det offentligt. Stalin vidste det også, fordi det blev lækket fra Det Hvide Hus. Manhatten-projektet, der udviklede atombomben, var hullet som en si, så Stalin vidste mere om atombomben end præsident Truman.
Mod slutningen af Anden Verdenskrig blev efterretningerne flere og flere om, at der var noget galt med Stalin og hans system. Derfor skulle der en ny og hårdere linje til, og derfor blev den udenrigspolitisk totalt uerfarne senator Harry S. Truman fra Missiouri ny vicepræsident i 1944 for den kræftsyge Roosevelt, der ellers gerne havde set sin prosovjetiske ven Henry Wallace fortsætte, men blev presset af opinionen og kræfter i det demokratiske parti til at satse på Truman.
Med Truman begynder den kolde krig. I begyndelsen fortsætter han dog Roosevelts bløde linje, gør Wallace til landbrugsminister og Alger Hiss, der senere viste sig at være russisk spion, til sin rådgiver ved Jaltakonferencen. Men efterhånden som Stalins annektioner i Øst- og Mellemeuropa bliver mere klare, øges irritationen og frygten for Sovjet.
Den kolde krig bør dog i dag langt mere ses som en lang række defensive handlinger grænsende til svigt fra Vestens side. Da Stalin i 1948 afbryder vestlige forbindelser til Berlin, igangsættes luftbroen og med stort ideologisk gøjemøg, men reelt var det en kapitulation, fordi man lod Sovjet afspærre Vestberlin. Der var kun spage protester, da Jan Masaryk blev dræbt i 1948 og demokratiet afblæst i Tjekkoslovakiet. Koreakrigen blev ført som en defensiv kamp for at undgå erobring. Der var kun verbale protester, da Sovjet invaderede Ungarn i 1956. Præsident Eisenhowers og vicepræsident Nixons dobbeltspil med at forarges voldsomt over Sovjetunionens brutale fremfærd, og samtidig forsikre Sovjets ambassadør i Washington om, at de intet ville gøre, er afslørende defaitisme. Cubakrisen var en sovjetisk sejr ved at sikre Fidel Castro retten til et evigt kommunistisk paradis på øen. John F. Kennedys "Ich bin ein Berliner"-tale i Vest-Berlin var mest en defensiv indrømmelse af det fait accompli, som DDR og Sovjet havde skabt med opførelsen af Berlin-muren. Da sovjetisk panser knuste Prag-foråret i 1968, var det på forhånd givet, at Vesten intet ville gøre.
I filmen Tilværelsens ulidelige lethed snakker ungdommen i Prag om, at Vesten ikke vil tillade en sovjetisk invasion. De vidste ikke, hvor kujoneret Vesten var. Reelt fik Sovjetunionen lov til at skalte og valte, som de lystede under den kolde krig.
Og hvorfor? Ja, vel dels af frygt for bjørnen. Men vel også af en vis respekt for det kommunistiske system, supermagten, hvis planøkonomi af alt for mange intellektuelle blev anset for kapitalismen overlegen. Og parret lidt med den skyldfølelse, som et overlegent kapitalistisk system med luksusvarer og velstandsoverflod altid nærer hos kristne mennesker.
Den første politiker i den kolde krig, der ikke nærede respekt eller frygt, var Ronald Reagan. Han var uforfærdet og beundringsværdig klarsynet. Og det virkede. Det virkede, at kalde trolden ved sit navn.
Da Reagan bliver præsident, vil han gerne på talefod med ledelsen i Kreml. Han begynder på uortodoks vis at skrive personlige breve til lederen i Kreml. Reagan er overbevist om, at han med charme kan skabe tillid mellem supermagterne. I sin første præsidentperiode piner det Reagan, at de sovjetiske ledere dør på stribe og det er ikke til at finde en mand at forhandle med. Først Leonid Brezhnev, så Jurij Andropov og så Konstantin Chernenko. Endelig kommer Mikhail Gorbachov til i en forholdsvis ung alder, og så begyndte Reagan igen imod sine rådgiveres anbefalinger at skrive lange personlige breve til lederen i Moskva.
Det er en næsten absurd historie, den måde som den kolde krig slutter på. En amerikansk præsident, der på egen hånd med nervøse diplomater omkring sig skriver personlige breve til Kreml. Reagan ønsker at skabe tillid. Men uden at rokke sig en millimeter fra sin ambition om at afvikle kommunismen. Og det virkede.
Det 20. århundredes heldigste mirakel er så, at modtageren i Moskva godt forstod, hvad der var galt. Michael Gorbachov var faktisk lydhør. Han vidste, at planøkonomien havde spillet fallit. Margaret Thatcher inviterede i 1984 det unge politburomedlem Gorbachov på besøg i Storbritannien og har senere fortalt om sit første møde og samtaler med Gorbachov på Chequers. Da Thatcher spørger Gorbachov om, hvordan det går med økonomien i Sovjet, svarer han: Det går sådan set meget godt, vi producerer meget, men det når aldrig ud til forbrugerne. Og som Thatcher tilføjede: Alle tidligere russiske ledere kunne altid opremse, hvor mange millioner traktorer de fabrikerede, hvor mange trillioner korn de høstede, hvor mange millioner ton stål de producerede etc. etc. Her kom én som ikke nævnte nogle tal. Han sagde bare, det ikke virkede. Så tog Thatcher telefonen og ringede til Washington og sagde: Nu er der kommet en fornuftig mand i Kreml.
Tænk i øvrigt på den russiske leder Krustjovs besøg i Danmark i 1964. Under pressekonferencen med Krustjov og statsminister Jens Otto Krag kommer Krustjov med den sædvanlige marxistiske udladning, han havde lært i forvejen: Danmark var et kapitalistisk land, hvor arbejderne var fattige og blev udnyttet af kapitalisterne. Jens Otto Krag kunne knap skjule sin foragt for russeren og svarede med slet skjult arrogance, at det var et noget forenklet verdensbillede, som den russiske leder her kom med. Flot af Krag og pinligt for Krusse. Klippet findes i Poul Hammerichs Danmarkskrønike på DVD, men burde ligge på youtube.
Den slags tåbeligheder begik Gorbachov ikke. Han havde som en af de eneste russiske ledere rejst i Vesteuropa og set verden udenfor Kreml og udenom de ideologiske briller. Han har nok ved selvsyn set, at der ikke lå fattige i rendestenene, som der ellers skulle. Ligesom østtyskere ind til Murens fald troede, at fattige døede i Vesttyskland, og at kun rige kunne få en uddannelse. "Gorbachov var klog nok til at forstå, at kommunismen ikke virker," skriver Reagan i sine erindringer. Propaganda virker, men Gorbachov så igennem den. Gorbachov led heller ikke af paranoia - politikeres erhvervssygdom - og mente ikke, at USA ville angribe Sovjet ved først givne lejlighed.
Reagan og Gorbachov kunne tale sammen, og Gorbachov forstod langt bedre end nogen vestlige politikere eller intellektuelle, hvorfor Reagan kaldte Sovjetunionen et ondt imperium. Begge hans bedstefædre havde været omkring gulag, fordi de ikke tilpassede sig tvangskollektiviseringerne i 1930erne, og hans bedstemødre havde som dybt religiøse døbt ham som barn, så han kunne blive et kristent menneske. Hvad Reagan lagde meget vægt på.
Historiens lykke blev så, at Gorbachov accepterede kommunismens deroute og ikke valgte at bruge militære løsninger på økonomiske problemer. Tidligt sendte Gorbachov signaler om, at sovjetisk militær ikke skulle bruges til at holde de østeuropæiske lande i et jerngreb. Brezhnev-doktrinen var ophævet. Det blev hurtigt annammet i Polen og Ungarn, der som de første afprøvede de nye friheder, valgte ikke-kommunistiske regeringer og begyndte at klippe i Jerntæppet.
DDR holdt derimod fast på socialismen. Fordi naboen vælger at tapetsere, behøver vi ikke, sagde det østtyske kommunistpartis, SED's, chefideolog Kurt Hager om glasnost. Den sætning faldt mange østtyskere for brystet. Gorbachov gav da også de østtyske kommunister dødskysset i oktober 1989 med sætningen om, at den der kommer for sent, straffes for livet. Uden den russiske bjørn i ryggen var de østtyske kommunister forvandlet til en flok hjælpeløse marionetter, og muren faldt kort efter.
Der skulle to personer til at afslutte den kolde krig. Uden Ronald Reagans klarsyn og vilje, var Nordkorea begyndt syd for Gedser i dag. Og med til historien hører også, at Reagans strategi blev heftigt kritiseret selv af hans egne rådgivere. Reagan gik også enegang blandt sine egne folk, der var mere præget af forsigtighed og vanetænkning. SDI- eller stjernekrigsprojektet var meget Reagans eget projekt, og det var måske urealistisk fra begyndelsen, som mange mente, men det blev et meget stærkt politisk kort overfor Sovjetunionen. Da Reagan skulle tale ved Brandenburger Tor i 1987, tryglede hans stab ham om ikke at bruge offensiv retorik, nu da USA lige var kommet på god talefod med Sovjet. Hvad gør Reagan, på tværs af rådgivernes og State Departments anbefalinger? Han siger og gentager: "Mr. Gorbachov, tear down this wall". De vesttyske politikere, der var tilstede i Berlin, troede, at Reagan havde mistet virkelighedssansen. Det erkendte den nuv. finansminister Wolfgang Schaüble engang åbenhjertigt i et interview.
I dag har vi heldigvis kun kommunisme i små fjerne enklaver, og den tager sig antikveret ud, men er selvfølgelig forbundet med store menneskelige lidelser for ofrene. Uden Gorbachovs mod til at indrømme systemets fejl, var det heller ikke sket. Gorbachov kunne godt sidde som en Fidel Castro i Kreml og regere et forarmet land med bajonetter og hemmeligt politi. Ruslands enorme naturressourcer og århundreders tradition for autokrati ville sikkert kunne forlænge et udlevet kommunistisk diktatur i mange, mange år.
Men vi, Vesten, har selv en stor meddelagtighed i, at kommunismen fik lov til at regere så længe og så brutalt. Kommunismens ideologiske glans var forbavsende sejlivet, og vi lod os kujonere af magten og ideologien. Kun Ronald Reagan havde karakter til at konfrontere den med både charme og fasthed. Som østtyskerne råbte, da Reagan besøgte Berlin, efter at Muren var faldet: "Ronnie, wir danken dir!"
Henrik Gade Jensen er projektleder ved CEPOS
