En ny undersøgelse lavet af LO viser at den offentlige sektor i de kommende år kommer til at mangle mange hænder i en lang række lavtlønsjob. Blandt andet 35.500 hjemmehjælpere og 11.800 rengøringsassistenter. Undersøgelsen dumper ned forud for forhandlingerne om en kvalitetsreform i det offentlige.
"Nummer et på vælgernes ønskeliste er bedre service i det offentlige. Og hvis politikerne vælger at indfri det ønske, kan behovet for arbejdskraft i omsorgs- og plejesektoren vise sig at blive endnu større," siger Torben M. Andersen, der er tidligere formand for regeringens velfærdskommission, til Ugebrevet A4.
Ingen lønstigninger
Et af midlerne til at få dækket det stigende behov er at gøre som i det konservative Allerød. Her har hjemmehjælperne fået en ekstraordinær lønstigning på 7.000 kroner om året. Det er dog ikke en løsning Torben M. Andersen vil anbefale.
"Man kan meget vel frygte, at måden, man skaffer flere medarbejdere til pleje- og omsorgssektoren, er ved hjælp af kraftige lønstigninger," siger han:
"Det kan få meget uheldige konsekvenser for Danmarks konkurrenceevne og inflationen. Desuden bliver det jo svært at skaffe ekstra hænder, hvis alle pengene bruges på lønstigninger til de ansatte."