Ringe studentereksamener flokkes om lærerseminarierne

Sandsynligheden for, at du er klogere end dine børns lærere i skolen, bliver større og større for hver ny årgang, der kommer ud af seminarierne

Slettet Bruger,

01/12/2008

Sandsynligheden for, at du er klogere end dine børns lærere i skolen, bliver større og større for hver ny årgang, der kommer ud af seminarierne. Ifølge en særkørsel, som Danmarks Statistik har foretaget for Ugebrevet A4, sender de dygtige studenter nemlig stadig sjældnere en ansøgning til læreruddannelsen.

De unge, der begynder på læreruddannelsen, ligger nu 0,4 karakterpoint - på den gamle 13-skala - under deres egen studenterårgang. Dermed tegner der sig et billede af en ny generation af lærere, som bliver mere og mere middelmådige, når det gælder boglige færdigheder.

"Rekrutteringen til læreruddannelsen er kommet ind i en ond cirkel på den måde, at når 'spidserne" blandt de unge foretrækker andre uddannelser, så falder fagets prestige, og dermed kommer der endnu færre ansøgninger," siger lektor og institutleder Martin Bayer fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole til Ugebrevet A4.

Professor og centerleder ved Danmarks Pædagogiske Universitet Niels Egelund mener, at udviklingen er intet mindre en katastrofal.

"At fagligt dygtige studenter i stadig stigende grad går i en stor bue uden om læreruddannelserne er trist, trist, trist. I en stor analyse fra sidste år udpegede OECD de faktorer, der er vigtigst for, at et samfund kan styrke folkeskolen. Ind på en førsteplads kom, at læreruddannelsen kan tiltrække dygtige unge. Og det er katastrofen: At vi i Danmark bliver dårligere og dårligere til at sikre det vigtigste råstof i folkeskolen: Nye unge, dygtige lærerstuderende!" siger Niels Egelund til A4.

[email protected]

Kilde: