Af Ole Birk Olesen
Med et valgprogram om at det igen skal betale sig at arbejde gik det liberale FDP frem til 14,6 procents tilslutning ved gårsdagens valg til den tyske Bundestag, og Angela Merkel kan nu fortsætte som bundeskansler trods tilbagegang for hendes CDU/CSU. Endda med rent borgerligt flertal.Angela Merkel har hidtil regeret i koalition med de tyske socialdemokrater, men hun gik til valg på et styrket borgerligt Tyskland og fik det. CDU/CSU og FDP får tilsammen et flertal på 322 ud af 622 pladser i Forbundsdagen.
FDP gik til valg med sloganet "Arbejde skal igen betale sig", og partiets leder, Guido Westerwelle, har stillet klare krav om skattelettelser for FDP's regeringsdeltagelse.
"Vi ved, at vi må indgå kompromisser. Men der vil komme et lavere, enklere og mere retfærdigt skattesystem - ellers kan der ikke laves regeringskoalition med FDP," har han gentagne gange sagt.
Også CDU/CSU gik til valg på lavere skatter, bl.a. en sænkning af bundskatten fra 14 til 12 procent, en højere grænse for betaling af topskat, mindre beskatning af arv og et hævet fradrag til børnefamilier.
[email protected]