Af Henrik Bang-Møller
Henrik Bang-Møller er cand. theol. og sognepræst i SkagenReligionen er for alvor kommet i vælten. Så meget efterhånden, at man kunne gå hen og blive regulær religionskritisk som den relativt nyudsprungne ateist Nikolaj Cederholm, der som bekendt sidste år på Betty Nansen Teatret i København leverede et to timers langt og veloplagt frontalangreb på religion i almindelighed og kristendommen i særdeleshed.
Eller hvis man skulle blive angrebet af en blanding af svære anfægtelser og irritation over al den snak om religion og tro, så man med Woody Allen til sidst udbryde: "Gud er tavs. - Nu mangler vi bare at få mennesket til også at holde sin kæft."
Men nu er religionen altså kommet ud i det offentlige rum og trodser derfor temmelig paradoksalt den ellers hævdvundne sandhed fra 70'erne, at religionens tid er forbi. Det er den ikke, hvis det skulle have forbigået nogens opmærksomhed?!
Uanset hvad man ellers måtte mene om Samuel Huntingsons bog The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order fra 1996, så er det svært ikke at tænke på dens dystre profeti, når tre-fire veluddannede, vestligt orienterede muslimer foretager verdenshistoriens mest spektakulære terroranslag mod et af de mest iøjnefaldende symboler på vestlig civilisation under anråbelse af en hadefuld himmelsk magthaver, der efter (u-)dåden sender martyrerne til himmels og de vantro ofre lige lukt i helvede. Og mens alle andre hin berømte dag i september 2001 var New York'ere, så vendtes blikket ængsteligt spørgende mod alle - troede vi - velassimilerede muslimer i vestlige, gennemsekulariserede samfund: hvad er I?
Det kan godt være dette spørgsmål ikke blev tydeligt artikuleret dengang. Men atmosfæren i den globale kultur lige siden kan udmærket sammenfattes til dette ene spørgsmål: hvad er islam, og hvad vil muslimerne i vores vestlige samfund, som vi troede formelt var sekulære - altså løsrevet enhver form for tilknytning til religion og religiøs argumentation - men som ved mødet med islam og højrøstede islamister blev vakt til fornyede overvejelser over vores ellers trygt hengemte religiøst-kristelige fundament og kultur.
Og sikke en forlegenhed, vi er kommet i! Uvidenheden om og den manglende forståelse af religion, religiøsitet, af kristendom og tro er nærmest encyklopædisk. Ikke alene hos enkeltpersoner, men som kultur og samfund - hvilket naturligvis hænger sammen. Vi høster nu for alvor de bitre frugter af fordrivelsen af religion og kristendom fra skoler, læreanstalter og det offentlige rum i det hele taget, som satte ind i de irreligiøse 70'ere - oftest mere præcist tidsfæstet til vedtagelsen af den nye folkeskolelov i 1975, hvori - som bekendt? - kristendomsundervisningen i folkeskolen ikke længere skulle fungere som dåbsoplæring i forlængelse af dåben. Fra da af var det strengt taget alene overladt til forældrene og hjemmet at oplære børnene i den kristne tro.
Men da tømningen af hjemmets funktioner, hvis fulde omfang kulminerer i netop disse år, blev indledt omtrent samtidigt, så oplever den opvoksende generation ingen egentlig oplysning om, hvad kristendom er. Og det gælder bemærkelsesværdigt nok både fra inder- og ydersiden.
Derfor er kirken også omsider kommet mere målrettet på banen, således at skole-kirke samarbejdet er det område inden for kirkelig undervisning i øjeblikket, hvor der udfoldes allermest kreativitet og samles mange resurser i disse år. Og langt de fleste steder tager skolerne imod med kyshånd i en tankevækkende ærlig erkendelse af, at man ikke selv besidder kompetencen til det. Og det gælder lige så bemærkelsesværdigt også på såvel inder- som ydersiden.
Det gør kirken - eller burde i hvert fald. Selvom ubegribeligt mange statsansatte præster mest virker interesseret i folkekirken som institution, end i folkekirken som alene rammen om forkyndelsen af evangeliet og menighedens liv og vækst. Man kan hos selv en del fremtrædende præster spore en bemærkelsesværdig forlegenhed, når det kommer til den enkle og ligefremme tro på Vor Herre. De finder det ligefrem pinagtigt, sådan som universitetsuddannet teologer at blive slået i hartkorn med jævnt, muntert og virksomt troende kristne.
Jeg er tilhænger af en adskillelse af stat og kirke - for kirkens skyld! Ikke for statens, selvom jeg er temmelig overbevist om, at den både på denne ene og den anden led vil "tabe" på en adskillelse. Kirken vil nemlig som et kærkomment biprodukt af sin egentlige virksomhed kunne genoplive det hendøende civilsamfund. En fri kirke kan blive et arnested for en - undskyld mig udtrykket: genopstandelse af et myndigt, selvstændigt, ansvarsbevidst og modent lægfolk - lig den "tredje stand", som i forbindelse med de demokratiske revolutioner i slutningen af det 18. og begyndelsen af det 19. århundrede blev toneangivende i samfundet.
Evangeliet er politisk blindt! Men evangeliets forkyndelse af dine synders nådige forladelse samt buddet om guds- og næstekærlighed er ufravigeligt henvendt til "hiin Enkelte". Evangeliets forkyndelse kalder ethvert menneske ud af anonymiteten, giver det navn og betydning og placerer derved dets indsats som betydningsfuld i endog fællesskabets konstitution.
Eller som vores temmelig udanske landsmand, Søren Kierkegaard, formulerer det: "Christendom serveres ikke i større Portioner, men én for én for én ..."
