Religiøse ord gør folk mere sociale

Slettet Bruger,

31/07/2007

Tænk på Gud og bliv et bedre menneske. Sådan kan nye forskningsresultater fra psykologien tolkes. Det har nemlig vist sig, hvis man fylder forsøgspersonernes hoveder med religiøse ord, er de efterfølgende mere tilbøjelige til at være gavmilde, beretter avisen.dk.

"En idé, vi alvorligt overvejede var, om Gud hos troende mennesker spiller rollen som en slags overnaturlig politimand", siger Azim Shariff fra University of British Columbia til Nature.

De to canadiske psykologer, der står bag forsøget, bad forsøgspersonerne om at danne sætninger ud fra en række ord, hvoraf ét var "religiøst" og ét kunne udelades. F.eks. kunne en forsøgsperson lave "desserten guddommelig var gaffel" om til "desserten var guddommelig." En kontrolgruppe skulle lave lignende sætninger, dog uden nogle religiøse ord.

Var mere gavmilde
Dernæst blev forsøgspersonerne bedt om at spille et økonomisk spil, hvor de fik ti dollars, som de skulle dele med en anonym modtager. Og det viste sig, at gruppen, der var blevet udsat for de religiøse ord, var dobbelt så gavmilde - i snit gav de 4,22 dollars væk mod kontrolgruppens 1,84 dollars.

Forskerne opdagede også, at ord relateret til mere jordnær retfærdighed - som " jury", "kontrakt" og "politi" - har en lignende virkning.

"Måske har religion og disse offentlige institutioner nogle bestemte funktioner eller effekter til fælles," siger psykologen Adam Cohen fra Arizona State University.

Undersøgelser fra USA har tidligere vist, at religiøse konservative giver flere penge til velgørenhed end sekulære venstreorienterede.

[email protected]

Kilde: