Regeringen overvejer roadpricing

Regeringen overvejer at indføre en afgift for kørsel på danske veje

Slettet Bruger,

21/11/2008

Regeringen overvejer at indføre en afgift for kørsel på danske veje. Afgiften vil alene koste de danske transportvognmænd og privatbilister mindst 12 mia. kr. om året. For en almindelig personbil, der kører 20.000 km om året, svarer det til en årlig regning på 5.000 kr. Det skriver dagbladet Børsen.

Tallene er beregnet af DI Infrastruktur på baggrund af oplysninger i en endnu ikke offentliggjort embedsmandsrapport, som Børsen er kommet i besiddelse af.

Chef for DI Infrastruktur, Michael Carlsen, mener, at rapporten giver et ganske godt billede af de betydelige omkostninger, som vil være forbundet med brugen af kørselsafgifter i Danmark.

"Tallene understreger, at hvis regeringen ønsker at indføre kørselsafgifter i Danmark, kan det kun ske i forbindelse med en total omlægning af den danske bilbeskatning, som allerede i dag er voldsomt høj i internationalt perspektiv" siger Michael Carlsen.

Embedsmandsrapporten er en del af grundlaget for arbejdet med en ny klimastrategi for transport, som regeringen har planer om at fremlægge sammen med sin store investeringsplan for infrastruktur i starten af december.

[email protected]

Kilde: