Radikal kritik: Vestager for venstreorienteret

Magrethe Vestagers politiske linje møder nu kritik fra flere radikale partifæller

Slettet Bruger,

15/06/2008

Magrethe Vestagers politiske linje møder nu kritik fra flere radikale partifæller. Beslutningen om at stå last og brast med Socialdemokraterne har ikke båret frugt, og en håndfuld radikale politikere efterlyser en åbning for et VK-samarbejde. Det beretter Jyllands-Posten.

Det er yngste skud på stammen i Helveg-dynastiet, Rasmus Helveg Petersen, der går forrest i kritikken af den radikale leder.

"Vi skal gøre os spilbare over for de borgerlige. Det seneste valg viste, at det ikke er en klog strategi at låse sig fast til socialdemokraterne. Der er brug for en større frihed," siger Rasmus Helveg Petersen, der for nylig blev valgt til folketingskandidat i Holbæk-kredsen, til Jyllands-Posten.

Hans far, Niels Helveg Petersen, vil ikke kommentere sønnens udtalelser, som han dog heller ikke afviser. Tidligere har folketingsmedlem Simon Emil Ammitzbøll og folketingskandidat Poul Erik Christensen også kritiseret Margrethe Vestager for hendes kategoriske afvisning af at pege på Anders Fogh Rasmussen som statsminister.

Kattelemmen forbliver lukket
Magrethe Vestager selv hævder, at det ikke er en kritik hun møder, når hun rejser rundt i landet og møder radikale.

"Og jeg synes, at kritik har størst tyngde, hvis man retter den direkte mod de mennesker, man gerne vil rette den imod," siger hun. Samtidig slår hun fast, at som landet ligger nu, er kattelemmen fortsat lukket:

"Hvis vi skal have gennemført vores politiske program eller i hvert fald have en konstruktiv forhandling om det, så er det ikke Anders Fogh, der skal sidde for bordenden," siger Magrethe Vestager til Jyllands-Posten.

[email protected]

Kilde: