Røveri-plaget urmager lukker

Slettet Bruger,

13/06/2007

Så er det slut. Urmageren, der i januar blev landskendt for at åbne ild mod røvere, drejer nøglen om. Når det bliver lukketid i Kompagnistræde i København den 21. juni, bliver det for altid, fortæller indehaver Michael Woollhead til 180Grader.dk. Årsagen er dårlige nerver.

"I de 12 år vi har haft butikken, har vi næsten haft røveri en gang om året, og det kan man jo ikke blive ved med at holde til. Men det var da det sidste, der fik bægeret til at flyde over," siger Michael Woollhead.

Hvilken betydning har det for beslutningen om at lukke, at du har siddet i varetægtsfængsel i halvanden måned, og at du nu skal igennem en retssag?
"Det er jo ikke morsomt først at blive overfaldet og så bagefter at blive smidt i fængsel. Normalt får man jo tilbudt krisehjælp, når man bliver overfaldet, men denne gang blev jeg puttet i varetægtsfængsel i stedet."

Er det nok så meget det, der er årsagen til lukningen, end det er røveriet i sig selv?
"Røveriet var jo meget voldsomt, men det er det hele. Fængslingen gjorde det selvfølgelig ikke bedre, for det er ikke morsomt at sidde i sådan et hul. Jeg har bare fået nok."

Synes du, det var retfærdigt, at du blev varetægtsfængslet?
"Det må andre afgøre, men normalt varetægtsfængsler man jo, fordi folk er til fare for deres omgivelser, eller fordi de kan ødelægge efterforskningen. Om det er retfærdigt, at jeg blev fængslet, må folk selv afgøre."

Michael Woollhead er tiltalt for ulovlig våbenbesiddelse og legemsangreb af særlig rå eller farlig karakter, efter at han affyrede flere skud mod tre røvere. Røverne truede den 46-årige urmager med attrappistoler og slog ham i hovedet med knytnæver og pistolskæfter. Københavns Byret skal behandle sagen fra den 25. juni.

Endnu ved urmageren ikke, hvad fremtiden vil bringe. Han har tidligere udtalt, at han vil trække sig tilbage til sit hjem på Fyn, men det er ikke noget, han er fast besluttet på. Foreløbig er planen en sygemeldelse p.g.a. dårlige nerver.

mkr og OBO

Kilde: