Rønn Hornbech genåbner familiesammenføringssager

Danske statsborgere, der har fået afslag på familiesammenføring med deres ægtefælle efter de særlige EU-regler, får nu igen gennemgået deres sager ...

Slettet Bruger,

12/03/2009

Danske statsborgere, der har fået afslag på familiesammenføring med deres ægtefælle efter de særlige EU-regler, får nu igen gennemgået deres sager i Udlændingeservice, skriver berlingske.dk.

"I forbindelse med Metock-dommen og den megen snak om det her område har jeg været meget optaget af, hvad der egentlig lå i de her sager, og når nu vi har sagerne fremme, så er det relativt let at gennemgå dem og finde de sager frem, hvor der eventuelt kan være grundlag for en anderledes afgørelse," siger Birthe Rønn Hornbech til berlingske.dk.

Myndighederne har ellers hidtil afvist at tage sagerne op af egen drift og har i stedet opfordret folk til selv at henvende sig. Denne praksis besluttede Ombudsmanden i december at undersøge, men det er dog ikke baggrunden for, at myndighederne nu skifter holdning, erklærer Rønn Hornbech.

I foreningen Ægteskab uden Grænser er der jubel over de nye signaler fra integrationsministeren.

"Ved tidligere praksisændringer har de jo nægtet at genoptage gamle sager, så det er meget usædvanligt, og det sparer os for en masse arbejde. Vi har nemlig længe ønsket, dels at få fat i par, der har fået en forkert vejledning i Udlændingeservice, men også par, der har fået en forkert afgørelse, men det sidste kræver et kæmpe detektivarbejde. Hvis ministeriet nu selv finder sagerne frem, vil det være fantastisk," siger foreningens bestyrelsesmedlem Line Bøgsted til berlingske.dk.

I perioden siden 2002 er der givet 50 afslag. Ministeriet kan endnu ikke sige, hvor mange af disse, det bliver aktuelt at genoptage.

[email protected]

Kilde: