Putin beskyldes for valgfusk

Slettet Bruger,

03/12/2007

Med en vurderet vælgertilslutning på 63,3 pct. er magten cementeret hos Vladimir Putin og hans parti, Forenet Rusland. Men fra flere sider lyder der skarp kritik af regeringens håndtering af afstemningen. Det beretter Politiken og Berlingske Tidende.

"Det har ikke noget med et valg at gøre. Resultatet var afgjort på forhånd, og vi hører stadig flere forfærdelige historier om afpresning af vælgerne. På nogle hospitaler blev patienterne truet med ikke at få deres medicin, hvis de stemte på et andet parti end Forenet Rusland," siger oppositionslederen Gerry Kasparov ifølge Politiken og opfordrer medierne til ikke at kalde begivenheden i går for et valg.

Listen over angivelige uregelmæssigheder er lang: Mangel på lukkede stemmebokse, vælgere der blev fotograferet mod deres vilje, og valgplakater for Putins parti, der i klar modstrid med russiske valgregler blev hængende på valgdagen. Studerende og soldater beretter, at de af lærere og overordnede fik ordrer til at stemme på Forenet Rusland.

Frit, men måske ikke fair
"Valget er det mest udemokratiske i Ruslands historie," siger den tidligere vicepremiereminister Boris Nemtsov fra det lille markedsliberale parti, Unionen af Højrekræfter, ifølge Berlingske Tidende.

Hanne Severinsen (V), observatør fra Europarådets parlamentariske forsamling, påpeger, at der var enkelte eksempler på vælgere, der ikke fik mulighed for at afgive deres stemme i anonymitet. Men ellers har hun ikke bemærket grove brud på reglerne.

"Med hensyn til stemmeafgivelsen synes valget frit nok. Hvad angår fairness er det sværere. Men det er for tidligt at drage konklusioner," siger hun til Berlingske Tidende.

[email protected]

Kilde: