Professor: Nyhedsavisen manipulerer

Slettet Bruger,

20/06/2007

Af Ole Birk Olesen

Professor Peter Kurrild-Klitgaard går nu kraftigt i rette med Nyhedsavisens journalistik i forsøget på at miskreditere Henrik Fogh Rasmussens bog, "Amerikanske tilstande".

"Det er en totalt manipulerende vinkling," siger han om en historie i dagens Nyhedsavisen.

Under overskriften "Professor: Jeg har ikke godkendt Foghs bog" udbreder avisens journalister sig om det forhold, at Peter Kurrild-Klitgaard ikke har leveret nogen formel godkendelse af Henrik Fogh Rasmussens manuskript, selvom han efter en gennemlæsning har anbefalet tænketanken CEPOS at udgive bogen og skrevet bogens forord. På den måde får Nyhedsavisen det til at se ud som om, der er mandefald i opbakningen til bogen og dens budskab, efter at Nyhedsavisen har kritiseret den.

"Jeg pointerede og gentog - endda skriftligt - at jeg synes, at det er en fremragende bog, som jeg havde anbefalet udgivelsen af, og som jeg fortsat anbefaler. Så prøver de at lave en historie ud af en total ikke-historie om, hvem der 'godkender' hvad eller ej. De må have meget god tid og en meget mærkelig smag i munden," siger Peter Kurrild-Klitgaard til 180Grader.dk.

"Fremragende bog"
180Grader.dk er i besiddelse af mailkorrespondancen mellem professoren og Nyhedsavisen, og det fremgår klart og tydeligt, at Peter Kurrild-Klitgaard bakker endog meget kraftigt op om Henrik Fogh Rasmussens bog. Han skriver bl.a. til Nyhedsavisen:

"Jeg synes, at det er en aldeles fremragende og som helhed meget veldokumenteret og seriøs debatbog, som er meget tiltrængt for den danske samfundsdebat."

(...)

"Jeg må sige, at jeg finder størstedelen af kritikken helt ude af proportioner og på mange måder dybt tendentiøs. Der er tale om flere hundrede faktuelle oplysninger, og de tilfælde man har fokuseret på som problematiske er i flere tilfælde alene baseret på forskellige fortolkninger eller misforståelser. Det rykker på ingen måde ved resten af bogen."

(...)

"Ikke bare er den troværdig, men den er langt mere troværdig og seriøs end størstedelen af, hvad der skrives herhjemme om amerikanske samfundsforhold. Også af nogle af dem, der har været hurtige til at kritisere bogen. Der er en god portion motivfortolkning og manglende forståelse af statistik i flere af kommentarerne, som i sig selv grænser til det useriøse. Jeg synes, at der er tale om en storm i et glas vand, og en storm som aldrig ville være blevet rejst, hvis der havde været tale om Henrik Rasmussen snarere end Henrik Fogh Rasmussen."

Disse udsagn blev altså ikke gengivet i Nyhedsavisen, men avisens chefredaktør, David Trads, er helt uenig i kritikken.

"Det er sådan set ret enkelt. For det første: Martin Ågerup, direktør for CEPOS og udgiver af 'Amerikanske tilstande', understregede over for os, at Peter Kurrild-Klitgaard mod honorar godkendte Henrik Fogh Rasmussens bog. Alligevel afviser selv samme Kurrild-Klitgaard over for os, at han har godkendt manuskriptet. For det andet: I dagens artikel i Nyhedsavisen får Kurrild-Klitgaard naturligvis lov til at sige, at han bifalder bogen, og Ågerup fik lov til at godkende sine citater," skriver han til 180Grader.dk.

Kommentar fra David Trads tilføjet klokken 14.38

Kilde: