Af Jeanette Serritzlev
Når politiets ressourcer ikke slår til, kan man vælge at acceptere det. Eller gøre noget. Løsningen på det sidste kan f.eks. hedde private vagtværn, hvilket er tilfældet for en række beboerforeninger i det nordsjællandske. Således hed en af historierne i medierne her i weekenden, og vanen tro er det et emne, der skiller vandene. For er det ikke en glidebane? Uforeneligt med vores velfærdstanke? Og er det ikke at udfordre statens magtmonopol?I en artikel her på 180Grader den 2. februar giver juraprofessor Henrik Stevnsborg udtryk for, at det er udemokratisk, når pengepungen skal være afgørende for ens niveau i sikkerhed. Spørgsmålet er, om det ikke er illusorisk at tro, at det nogensinde har været eller bliver anderledes.
Har man mange penge, vil en større del af dem typisk gå til "investeringer i sikkerhed". Det være sig konkret i form af tyverisikringer og forsikringer, men også i form af en sundere levevis og bedre opsparing til pensionen. Det er blot henholdsvis helbredsmæssig og økonomisk sikkerhed.
Store brød med løse næver?
Naturligvis bør politiet være bærende for opretholdelse af ro og orden i fredstid. Og heldigvis har vi et politi, der gør et fremragende stykke arbejde. Men selv om de danske betjente kan meget, kan de dog ikke trylle. De har de ressourcer og de folk, som de nu engang har.
Når borgerne vil have mere tryghed, end de føler, at de får ad de vante kanaler, opstår der et behov for en ydelse. Det er simpel udbud/efterspørgsel.
Hvorfor frygter vi så de private vagtværn så meget? Er det, fordi vi har et forestillingsbillede af store brød, der var for dumme til at komme ind på politiskolen og nu får penge for at slå folk i hovedet med en privat vagtstav? Er vi bange for en lokal Blackwatersag på Nordkysten?
Midt i frygten for en anarkistisk eksplosion af privatindkøbt sikkerhed er det værd at notere sig, at vi jo allerede kender til det og ser det og nyder godt af det til hverdag. På Strøget i København er det private vagter, der går rundt i butikkerne. På samme måde i storcentrene rundtomkring. Og hvad med dørmændene på diskotekerne? De er der jo heller ikke kun for at kontrollere legitimation og tage imod entré. Ingen vil vel påstå, at det burde være en politiopgave.
En aktiv frigørelse
Frem for kun at se de private vagtværn som et udtryk for en demokratisk falliterklæring kan man også vælge at se dem som et positivt udtryk for, at folk ikke længere har nok i at brokke sig over statens serviceydelser, men aktivt selv tager affære.
De gode borgere i Nordsjælland kunne selvfølgelig have valgt at arrangere protestmarcher, demonstrere foran Christiansborg og lave happenings på Rådhuspladsen, hvor de krævede "sikkerhed nu". Men det kan jo være, at de hellere vil passe deres arbejde, deres familie og deres interesser og så købe sig til det, de gerne vil have. De foretager et aktivt valg. Men uha, uha. Hvad er det for noget? For der skal jo være lige muligheder for alle, og er der noget, man ikke er tilfreds med, må man på demokratisk vis give udtryk for sin utilfredshed.
Det er derfor, man belønner de autonome med et nyt hus.
Lighed for loven
Man kan da godt vælge at begræde, at der er behov for adgangs- og visitationskontrol til gymnasiefesten. Man kan også bare konstatere, at sådan er det. Og skulle jeg sende en 17-årig pige af sted til fest, ville jeg da til enhver tid foretrække, at der netop var en sådan kontrol - frem for at den ikke var der.
Det er en politiopgave at rykke ud, når behovet er der. Ikke at være overalt hele tiden og vente på, at der måske sker noget, hvor tilstedeværelsen er påkrævet. Det ville ikke blot være ubehageligt, men også ubehageligt dyrt. Og det er vel heller ikke det, flertallet af danskere ønsker.
Når skrækscenarierne rulles ud, kan man indimellem få indtryk af, at manden i den private vagtuniform er den lovløse hævner, der gør, hvad han vil - og slipper af sted med.
Forkert.
Han står som alle andre til ansvar for sine gerninger. Overtræder han loven, kan han straffes. Det er ganske vist.
Grundydelse med mulighed for tilkøb
Jeg har tidligere arbejdet i et rejseforsikringsselskab. Her kunne kunden vælge mellem tre former for dækning. Alt efter individuelle ønsker og behov. For nogle var en million i sygdomsdækning alt rigeligt, for det "dækker jo det meste". Andre ønskede ubegrænset dækning, for "hvis nu ...".
Det handler ikke om forskellen på rig og fattig, men om at lade folk vælge og disponere over egne midler. Det frie valgs risiko er, at man tager fejl. Som når man skal vælge mellem ratepension og livrente. Det er jo en kalkule. Men derfor vil jeg til enhver tid foretrække retten til at træffe den forkerte beslutning frem for at fratages muligheden herfor.
Det er en statsopgave at sikre et vist niveau af tryghed og sikkerhed, men staten hverken kan eller skal være leverandør af alle tænkelige behov. Er man ikke tilfreds med grundydelsen, kan man så vælge selv at supplere. Heldigvis er det frie valg muligt i et frit land. Også når det gælder tilkøb af privat beskyttelse.
Jeanette Serritzlev er cand.mag. i dansk og arbejder som informationschef i en del af forsvaret
