Private vagtværn skaber tryghed i Nordsjælland

Bølgen af voldelige røverier i private hjem får nu flere nordsjællandske beboerforeninger til at vende sig mod private vagtværn for at sikre deres ...

Slettet Bruger,

02/02/2008

Bølgen af voldelige røverier i private hjem får nu flere nordsjællandske beboerforeninger til at vende sig mod private vagtværn for at sikre deres ejendom. Det skriver Jyllands-Posten. Danguard har således fået henvendelser fra beboerformand i Jægerspris og Frederiksværk, der vil have firmaet til at patruljere i deres gader.

"Folk opdager, at hvis de vil have sikkerhed, må de betale for det," siger Danguards vagtchef, Christian Hansen, til Jyllands-Posten.

Politireformen, der trådte i kraft 1. januar sidste år, har for alvor givet omsætning hos vagtfirmaerne. Kort før jul blev der indsat private vagter på århusianske bybusser og fester, private såvel som på virksomheder, beskyttes også i stigende grad af vagtværn.

"Hvis jeg hæver mig lidt op over firmaets økonomiske situation, er det en skam for samfundet, at det er blevet sådan, at det er nødvendigt for borgerne at hyre vagter," siger Christian Hansen.

Juraprofessor: Udemokratisk
Juraprofessor Henrik Stevnsborg fra Københavns Universitet advarer mod stigningen i brugen af de private vagtværn.

"Vagtselskaberne fisker i rørte vande, og de udfordrer den grundlæggende forståelse i samfundet af, at statens politi skal opretholde lov og orden. De private vagtværn har ikke flere beføjelser end andre borgere. Politiet har et repertoire af magtmidler og er uddannet til at bruge dem," siger Henrik Stevnsborg til Jyllands-Posten.

Han mener desuden, at det strider mod retsstaten og demokratiet, når økonomisk formåen bliver afgørende for, om man kan få sikkerhed.

[email protected]

Kilde: