Når erhvervsjournalister prioritererer

Af Nikolaj GammeltoftMens den danske presse og det politiske establishment havde travlt med at pege fingre af kapitalfonde og TDC, snød Stein Bagge...

Slettet Bruger,

26/01/2009

Af Nikolaj Gammeltoft

Mens den danske presse og det politiske establishment havde travlt med at pege fingre af kapitalfonde og TDC, snød Stein Bagger hele landet med sine fitness-manerer og fiktive leasing aftaler.

I dag er Bagger og IT Factory væk, på trods af at medier, revisorer og politikere stod i kø for at rose blændværket. Som tak fik Danmark en sag om meget alvorlig økonomisk kriminalitet og en række ødelagte menneskeliv.

De forhadte kapitalfonde og TDC er her til gengæld stadig. På trods af at alle - fra en tidligere statsminister, regeringen, medierne til de danske lænestolsdirektører - har forsøgt at jage dem ud af landet. Med lovindgreb, ukorrekte avisartikler og de sædvanlige smålige socialdemokratiske fantasier om kapitalens liv i sus og dus på andres regning.

Som tak for den spot, der er blevet kapitalfondene til del, får Danmark en række virksomheder, der er blevet skåret til og gjort stærkere, så de kan leve videre til gavn for medarbejdere og samfundet. Som så ofte før, så hånes de, der arbejder seriøst og ærligt, mens de inkompetentes bluff bliver velsignet. Det er en dansk svaghed.

Ansvaret for dette misforhold må til dels placeres hos erhvervsmedierne. På trods af nogle svage pip om Baggers forfalskede universitetsgrader, så overså journalisterne årets erhvervshistorie i IT Factory.

Den danske erhvervspresse er enten for doven til at udfordre erhvervslivets charlataner, eller også mangler journalisterne redskaber og viden til at gå de komplekse regnskabsforhold efter. Og det bliver som regel til halve sandheder eller hele løgne, når erhvervsjournalisterne endelig vil være kritiske.

Bagger bærer selvfølgelig den juridiske og moralske skyld for svindlen. Mens de overivrige revisionsselskaber, en inkompetent bestyrelsesformand og diverse uduelige regulatoriske myndigheder må tage ansvar for, at han ikke blev stoppet, før skaden blev så stor.

Men det er særligt skuffende, at medierne ikke var skarpere til at gennemskue Baggers bedrageri. Vi giver pressen en særstilling i vores samfund, fordi vi forventer, at den skal fungere som en vagthund overfor de økonomiske og politiske magthavere.

Mens der blev skrevet kritisk om kapitalfonde og andre "fremmede" investeringsformer, så passede IT Factorys falske succes journalisterne helt fint. Det gav dem mulighed for at skrive de alt for ukritiske og usande artikler om dansk IT fremgang, rekordvækst, iværksættersucces og blah blah.

Bagger-sagen har afdækket et billede af en erhvervspresse, som loyalt skriver pressemeddelelser af. Journalisterne holder sig helst til den gamle formular om at beskrive virksomhedernes udvikling, som den gengives i fondsbørsmeddelelser eller af PR-medarbejdere. Det er næsten altid et flot og rosenrødt billede.

Og som regel holder billedet stik. De fleste virksomheder rapporterer ærligt og åbent om deres økonomiske og operationelle forhold. Problemet er, når billedet ikke passer. Så er denne form for journalistik utilstrækkelig.

Hvordan skal vi så undgå økonomisk kriminalitet i fremtiden, hvis ikke pressen vil tage sin privilegerede rolle alvorlig?

Det kan være fristende at kræve mere regulering og overvågning af erhvervslivet. Men det fører ingen vegne. Bureaukraterne fangede ikke Bagger. Markedet bærer løsningen: Kapitalfonde og hedge-fonde kan sammen med andre vågne og aktive investorer sikre, at uærlige virksomhedsledere bliver afsløret. Det er deres penge, der er på spil, og der er kort proces, når det kommer til markedets reaktion over for inkompetence og bondefangeri.

Det indebærer et gennemskueligt og imødekommende lovgivningsklima, der byder disse nye investeringsformer velkommen. Og det kræver deregulering af de alternative investorers muligheder for at arbejde og fungere i Danmark.

Det absurde persongalleri af solariebrændte machoansigter, som førte IT Factory frem - fra Stein Bagger selv over hans cykelkammerater i fitness.dk til Hells Angels-rockere - blev hædret med priser og en logrende presse. Det var grimt på grænsen til det latterlige. Pressen må æde sin del af skylden for, at disse små kejsere kunne vandre rundt uden tøj på.

Nikolaj Gammeltoft er tidligere underdirektør i TDC A/S og studerer nu journalistik ved Columbia University i New York

Kilde: