Af Rulle Grabow Westergaard
Rulle Grabow Westergaard er redaktør for ugemagasinet FoodCulture"Hans budskab holder overhovedet ikke, men for dælen, hvor han sælger det godt!"
Jeg var engang til et foredrag med en kendt kommunikationsguru. En af de sædvanlige opvisninger i hvordan man sælger varm luft i metermål til en undrende hob, der for størstedelens vedkommende ikke tør sige, at de ikke fatter en bjælde. Mest fordi de har betalt et fire-cifret beløb for opvisningen. Og der faldt den, guldbemærkningen. Hviskende, godt nok, og fra bageste række - men alligevel.
Noget kunne tyde på, at tendensen er generel. Vi bliver tilsyneladende mere og mere ligeglade med budskabet, når bare det bliver solgt lækkert. Også i politik, hvor sagesløse vælgere nærmest hver dag bliver præsenteret for nye optrapninger i velfærdskapløbet. Dansk politik har udviklet sig til en konkurrence i, hvem der kan love nye udvidelser af velfærdstaten. Med få forskelle på, hvem de godgørende landvindinger i hvert fald ikke skal gå ud over.
Nu lægger så både medier og meningsmålingsinstitutter sig fladt ned for det seneste flot designede politiske output fra - og for - caffe latte-segmentet. Ny Alliance sælger i den grad budskabet smukt. Skidt med at ingen forstår, hvad politikken er, bare den bliver solgt godt.
Og når det nu er det, vi vil have, og så dumme vi er ... hvad sker der så for den såkaldt borgerligt-liberale regering? Hvad går der galt for cremen af dansk politik, der, som vi har hørt til bevidstløshed, kun har nået magtens tinder ved hjælp af en hidtil uset anvendelse af spin og strategisk kommunikation? Man kan jo efter sigende ikke sparke sig frem til regeringskontorerne for horden af spin-sultaner og kommunikationsrådgivere, der timer og tilrettelægger ethvert budskab. Hvad laver de?
Hvis det virkelig er rigtigt, at valget vindes på velfærden, og hvad man har tænkt sig at gøre ved den - så er Anders Fogh og co. efterhånden katastrofalt bagud på point. Husk på, at vi overhovedet ikke hører, hvad der bliver sagt, men kun hvordan det siges. Og den del har andre tjek på. Ethvert oppositionsparti med respekt for sig selv har en solid repræsentation af indstuderet indignerede yngre kvinder i smart, men dog bæredygtigt tøj, der med bævrende røst og Prinsesse Mary-page går forrest, når der skal tales velfærd. Og de skræmmer livet af os, de professionelle jamrepotter. De LIGNER jo nogen, der lige har stillet Christiania-cyklen med de 2,1 barn fra sig i børnehaven. De må vide, hvad de taler om.
Regeringens geniale kommunikative modtræk har hidtil begrænset sig til, at de midaldrende mænd nu har skiftet brillerne ud med kontaktlinser. Et enkelt opsmøg på de pastelfarvede skjorteærmer er det også blevet til. Manchetknapper gør sig ligesom ikke, når man skal være i øjenhøjde med befolkningen. Så nu oser empatien ud af tv-skærmen. Not!
Om jeg fatter det. Hvor er spin-doktorerne henne? Kan det virkelig undre nogen, at vi er til fals for enhver løsgående velfærdsbekymring, når dem, der skal forsikre os om, at det hele nok skal gå, til forveksling ligner revisorer? Jovist, der er skam også yngre mænd og kvinder i regeringspartierne. De ligner så også revisorer. Af den slags, der har au pair-piger til at hente og bringe børnene.
Vi må som et minimum kræve, at vores politikere bliver rettet til, så vi tror på det, når de sidder i skrædderstilling i børnehaver eller klapper ældre medborgere på kinden. Og regeringstoppen bør gå forrest. Mere pagehår i borgerlig-liberal politik. Personligt ser jeg store muligheder i en klassisk Prins Valiant til Statsministeren.
Man kunne jo også gå den anden vej. Rulle skjorteærmerne ned igen og begynde at føre en politik, der passer til stålbrillerne. Borgerlig-liberal, for eksempel. Men så er pagehår til alle nok alligevel mere realistisk.
