Vandkanoner, tåregas og plastickugler blev taget i brug af politiet i Caracas, da demonstranter søndag protesterede mod regeringens lukning af den kritiske tv-station RCTV (Radio Caracas TV). Søndag ved midnat blev stikket taget ud for stationen, der nu er erstattet af den nye statsvenlige kanal TVES.
Præsident Hugo Chavez havde givet sig selv sendetid på alle landets tv-kanaler for at retfærdiggøre beslutningen om at lukke RCTV:
"Tv-stationen var blevet en trussel mod mit land, så jeg har besluttet ikke at forny sendetilladelsen, for det er mit ansvar," sagde præsidenten ifølge cnn.com.
Beslutningen møder kritik fra en bred front. Europaparlamentet og Reportere uden grænser har udtrykt bekymring over ensretningen og også menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch er vrede over beslutningen.
"At nægte en ny licens til den ældste og mest populære tv-station i landet fordi regeringen er uenige i de redaktionelle eller politiske synspunkter på kanalen, som er åbentlyst kritiske over for Chavez, er censur," udtalte Jose Miguel Vivanco, leder af den amerikanske (minus USA) afdeling af Human Rights Watch.
Venezuelas regering offentliggjorde i marts en hvidbog, hvori RCTV blandt andet beskyldes for: tilskyndelse til oprør, mangel på respekt for autoriteter og institutioner, brud på minoritetsbeskyttelseslove samt manglende skattebetaling. Tv-stationen er dog aldrig dømt for nogle af disse påståede overtrædelser.
mol