Postens liberalisering kan blive forsinket

Slettet Bruger,

17/10/2007

Da Post Danmark for nogle uger siden annoncerede portostigninger, fik det straks flere folketingspolitikere til at kræve en hurtigere postliberalisering. I henhold til en fælles EU-beslutning skal liberaliseringensent gennemføres i 2011, men blandt andre den konservative ordfører Henriette Kjær varm fortaler for at rykke tidspunktet frem til 2009. Hendes partifælle, den nyudnævnte transport- og energiminister Jakob Axel Nielsen er dog ikke ubetinget enig. Det skriver Jyllands-Posten i dag.

"Tidspunktet er ikke væsentligt. Det væsentlige er at finde en god løsning. Jeg ser gerne, at det sker i 2009, men jeg er ikke religiøs," siger ministeren til Jyllands-Posten.

Det er borgerne i landets yderdistrikter, der skal sikres god service og leveringen, inden Jakob Axel Nielsen vil overlade posten til det frie marked. Det overvejes i øjeblikket, at lade alle private aktører på markedet betale til en fond, der skal give Post Danmark økonomisk kompensation for at have ansvaret for forsyning til de mindste danske flækker. Forligspartneren, Socialdemokratiet, forventer ikke, at der kan findes en hurtig løsning.

"Det er dybt naivt at tro, at man kan løse alle problemer med et knips med fingrene," siger postordfører Rasmus Prehn.

Konkurrenten ærgrer sig
De politiske udmeldinger skaver naturlig ærgrelse hos Citymail, som længe har set frem til at komme ind på markedet for de små breve. Det er først for nylig, at EU udskød 2009-køreplanen til 2011, og Citymail havde håbet, at Danmark ville følge Sverige og Storbritaniens eksempel ved at holde sig til den oprindelige plan.

"Det har jo været signalet for EU hele vejen. Så det er lidt kedeligt, at ministeren siger, at tidspunktet ikke er væsentligt, for det er det for kunderne, markedet og os. De eneste, det ikke er væsentligt for, er dem, der sidder på markedet og har monopol," siger Jarle Trandokken, der er direktør i Citymail Danmark til Jyllands-Posten.

[email protected]


Kilde: