Af Jakob Axel Nielsen
Jakob Axel Nielsen er skatteordfører for Det Konservative Folkeparti
"Ude af øje - ude af sind", hedder et godt gammelt dansk mundheld, som man med rette kan finde frem igen og bruge om de velfærdsreformer regeringen gennemførte for mindre end et år siden med støtte fra både Dansk Folkeparti, Radikale og Socialdemokraterne.
For kun meget få husker efterhånden velfærdsreformerne og endnu færre husker, hvorfor det var nødvendigt at gennemføre dem.
Glemt er således, at grundlaget for og nødvendigheden af velfærdsreformerne var en stigende ubalance mellem de offentlige indtægter og de offentlige udgifter - primært til passive overførelsesindkomster og pensionsudbetalinger.
Årsagen til de stigende misforhold skal findes i de uundgåelige demografiske kendsgerninger - nemlig at der over de næste 20-30 år bliver ca. 400.000 flere ældre og et tilsvarende antal færre personer til at arbejde og betale skat.
Velfærdsreformerne skulle rette op på dette misforhold. De skulle styrke arbejdsudbuddet og fremtidssikre vores velfærdssamfund. De skulle sikre balancen mellem indtægter og udgifter, så man slap for at sætter skatterne op eller skære dybt i velfærdsydelserne.
Men selv om det er mindre end et år siden, velfærdsreformen blev vedtaget, er der løbet meget vand i åen siden. Knapt var blækket på aftalen tørt, inden regeringen vedtog en ny finanslovsaftale med sit støtteparti, Dansk Folkeparti. En aftale, der endnu engang skruede de offentlige udgifter i vejret med et anseeligt milliardbeløb.
Som om det ikke var nok, så indbød statsministeren kort tid efter til diskussioner og forhandlinger om en kvalitetsreform af den offentlige sektor.
Jeg er enig i behovet for en kvalitetsreform. Vi har et ansvar for at sikre borgerne kvalitet i velfærden, nu hvor arbejdsmarkedet strammer til, og det bliver vanskeligt at rekruttere nye folk til den offentlige sektor.
Men hvor der fra starten var lagt op til en udgiftsneutral reform, så har piben nu fået en helt anden lyd.
Fra både Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og de radikales side lyder det nu, at regeringen skal hælde ekstra milliarder kroner i den offentlige sektor.
Partierne vil ikke være bundet af regeringens målsætning om en maksimal stigning i de offentlige udgifter på 1 pct. om året. Nej, nu taler partierne åbent om at bryde rammen og hæve udgifterne med 5-6 mia. kr. om året.
Glemt er altså fuldstændig grundlaget for velfærdsreformerne sidste sommer.
Glemt er fuldstændig, at de offentlige udgifter stiger eksplosivt, mens indtægterne halter efter som følge af den skæve befolkningsudvikling.
Nu handler det igen om at skrue udgifterne op. Nu handler det igen om at overbyde hinanden med velfærdsinitiativer.
Det næste folketingsvalg er således inden for synsvidde, og derfor synes parolen at være, at enten svømmer man med, eller også synker man.
Og konsekvensen af den politiske letsindighed er enkel.
Jeg frygter, at politikerne allerede inden for en horisont på 5-10 år vil være tvunget til at bremse hårdt op. Skattestoppet risikerer at blive blæst af banen. Stigende skatter vil være uundgåelige og dramatiske velfærdsindgreb vil kunne mærkes på den enkelte borger. Som i et Matador-spil vil vi være slået tilbage til start.
Mit eget parti, Det Konservative Folkeparti, var oprindelig en af bannerførerne for at få gennemført velfærdsreformer. Vi ønskede primært at få begrænset adgangen til efterlønnen, men vi havde også mange andre forslag som for eksempel en begrænsning af stigningstakten for visse overførelsesindkomster.
Vi måtte imidlertid hurtigt erkende, at det politisk ikke var muligt at komme igennem med alle de nødvendige reformer til at fremtidssikre vores velfærdssamfund.
Overraskende nok oplevede vi modstanden stærkest fra regeringens indre linjer, hvor Venstre viste sig at være en utrolig tung dansepartner. Her var langsigtede visioner og ideologi erstattet med kortsigtet vælgertække og pragmatik.
For Det Konservative Folkeparti var kampen for velfærdsreformer derfor op af bakke.
I andre partier yndede man at udstille os som direkte velfærdsfjendske.
Det var os, der ville nedbryde velfærdssamfundet.
Det var os, der ville afskaffe efterlønnen og sætte de ledige ned i dagpengepenge for at få råd til skattelettelser.
Vi rangerede nærmest på linje med yderligtgående højreorienterede. Vi var pludselig samfundsfjender, og når vores formand, Bendt Bendtsen, tog imod kritikken med ordene, at han "hellere ville være respekteret i sin eftertid end populær i sin nutid", blev der trukket på smilebåndet i de andre partier.
Medierne lappede det i sig. I stedet for at skrive ansvarsfuldt om nødvendigheden af velfærdsreformerne faldt journalisterne i stedet over deres egne ben i at fremstille Konservative som et usympatisk nedskæringsparti.
Et parti, som Dansk Folkeparti og taktiske venstrefolk ikke ville tage alvorligt.
Glemt var analyserne fra Finansministeriet og fra Velfærdskommissionen, der ellers havde opstillet to uundgåelige scenarier, hvis ikke politikerne tog fat om nældens rod og hurtigst muligt fik gjort noget ved overførelsesindkomsterne, efterlønnen m.v.
1. Enten skulle vi hæve skatten med 30-50.000 kr. pr. husstand, eller
2. skulle der ske en dramatisk nedskæring i velfærdsydelserne.
Problemet med politikernes og mediernes optræden under velfærdsforhandlingerne viser blot, at de er mest optaget af den kortsigtede dagsorden.
Politikerne ved, at de ikke kan sælge billetter til vælgerne ved at fremstå som nedskæringspartier, og medierne kan ikke sælge aviser til læserne ved at skrive om ansvarlighed. For dem er den politiske konflikt langt mere spændende.
Prisen for denne alliance mellem politikerne og medierne er imidlertid, at velfærdsskruen kun kender en vej, med mindre nogen råber vagt i gevær.
