Politikerne kan ikke følge med virksomheders behov

Slettet Bruger,

16/05/2007

Med regeringens nye jobkort-ordning burde det ikke længere være så svært at få højt kvalificeret arbejdskraft til landet. Ordningen blev lavet for at sikre, at en række faggrupper, der er stærk mangel på i landet, ikke sad fast i køen hos Udlændingeservice sammen med alle de andre ansøgere om opholdstilladelse. Folk med en række bestemte uddannelser skulle garanteres behandlingstid på højst en måned. Ordningen gælder bl.a. for fysikere, ingeniører og læger. I år er arkitekter og økonomer også taget med.

Men løsningen er for rigid, lyder det fra erhvervslivet. Politikerne kan simpelthen ikke følge med virksomhedernes behov, og tilpasningen af lovgivningen kommer alt for sent.

"Der er stadig nogle barrierer, som gør, at det er vanskeligt for virksomhederne at få arbejdskraft," siger arbejdsmarkedschef i Dansk Erhverv, Ole Steen Olsen, til dr.dk.

For eksempel har der længe været mangel på økonomer, før de blev taget med i ordningen. Nu er der mangel på kokke. Dem har politikerne og embedsmændene ikke haft øjnene op for i denne omgang. Ordningen tager også kun højde for folk med en formel akademisk uddannelse, men det afspejler heller ikke virksomhedernes behov.

Konsulent i Dansk Industri, Rasmus Anderskouv, påpeger, at mange virksomheder har brug for kinesere med erfaring med det kinesiske marked, og at formel uddannelse her er underordnet. Det tager jobkort-ordningen ikke højde for.

Desuden kritiserer både Dansk Industri og Dansk Erhverv Udlændingeservice for ikke at overholde garantien om en måneds behandlingstid.

Kilde: