Politikere vil have styr på integrationskonsulenter

Et sjældent enigt Folketing er enig om at fordømme udtalelser fra integrationskonsulent Mohammed Rafiq, der har anklaget justitsminister Brian Mikk...

Slettet Bruger,

10/03/2009

Et sjældent enigt Folketing er enig om at fordømme udtalelser fra integrationskonsulent Mohammed Rafiq, der har anklaget justitsminister Brian Mikkelsen for at give rockerne monopol på hashmarkedet ved at lancere bandepakken, der skal gøre det lettere at udvise kriminelle udlændinge. Det skriver berlingske.dk.

"Sådanne udtalelser er ikke særlig befordrende for indsatsen imod bandekriminalitet og integrationen i det hele taget, og på den baggrund vil vi spørge regeringen, om ikke det er på tide med en kulegravning af hele området omkring integrationskonsulenter," siger Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti til berlingske.dk.

Venstres Inger Støjberg kalder Rafiqs kommentarer "det glade vanvid" og også Naser Khader er oprørt over udtalelselserne.

"Han må have fået noget galt i halsen. Det handler altså ikke om ligestillingen på hashmarkedet, men om at vi har nogle bandeproblemer, der skal løses. Tiden er kommet til at give hele området et serviceeftersyn, og det kunne være en løsning at lave en egentlig integrationskonsulent-uddannelse," siger Khader.

Socialdemokraternes integrationsordfører Henrik Dam Kristensen støtter forslaget om en egentlig uddannelse og fuldender dermed billedet af et meget enigt Folketing, der vil have styr på integrationskonsulenterne. Men det får ikke Mohammed Rafiq til at fortryde sine udtalelser.

"De skal være velkommen til at undersøge alt det, de har lyst til, men det er ikke det, der er problematikken. Brian Mikkelsen og Naser Khader har haft flere år til at få løst problemerne med banderne, men der sker ikke noget, selvom de har magten og økonomien, så problemet er i virkeligheden, at de sidder på de poster, som de gør," siger Rafiq til berlingske.dk.

[email protected]


Kilde: