Politikere: For mange politikere

Slettet Bruger,

29/12/2007

41 medlemmer er alt for mange i et regionsråd med begrænsede opgaver og i en lille region som Nordjylland, mener Venstres gruppeformand i regionsrådet Niels Kristian Kirketerp. Det skriver Nordjyske Stiftstidende.

"Man kunne skære regionsrådet ned til det halve. Strengt taget er der ikke arbejde til flere. I forhold til det gamle amtsråd er opgaverne skåret ned med 10 procent samtidig med, at antallet af medlemmer er øget med 10 procent. Det hænger ikke sammen. Man skal have ordentlig beskæftigelse til de mennesker, der lader sig vælge, så de også har noget indflydelse," siger Niels Kristian Kirketerp til Nordjyske Stiftstidende.

Formanden for Folketingets kommunaludvalg, Hans Kristian Skibby (DF), erklærer sig enig:

"I sin tid valgte lovgiverne, at regionsrådene skulle være lige store. Hvis målet er at opnå bred geografisk dækning, kan det sagtens være fornuftigt, men jeg kan omvendt meget vel se, at ud fra arbejdsopgaverne er der nok ikke tilstrækkeligt at lave for 41 politikere," siger Hans Kristian Skibby til Nordjyske Stiftstidende.

Hans Kristian Skibby mener, man måske skulle lade regionsrådene bestemme deres egen størrelse, og lægger op til, at det kan blive en mulighed inden næste valg.

Også regionsrådets største parti, Socialdemokraterne, synes der er for mange medlemmer, mens rådets mindste partier ikke overraskende erklærer sig lodret uenige.

[email protected]






Kilde: