Af Karsten Anker Petersen
Ny Alliances sammenbrud er først og sidst et enestående lærestykke i, at det langt fra er alle, der evner politisk ledelse.Man kan konstruere mange forklaringer på, hvorfor det er gået helt galt for partiet. Nogle vil mene, at det var, fordi partiet ikke blev tungen på vægtskålen, som de fleste meningsmålinger ellers spåede under valgkampen. Andre vil hævde, at partiet simpelthen ikke havde tid nok til at få formuleret et troværdigt politisk program og få etableret en holdbar organisation. Og sådan kan man blive ved med forklaringer, der alle - i større eller mindre grad - rummer en del af sandheden.
Men den væsentligste forklaring på fiaskoen er simpelthen, at politisk ledelse er langt sværere, end det ser ud, når man ser på det ude fra.
Det kom især til udtryk i manglen på en klar strategi. Jeg er faktisk lidt overrasket over, at det først var under selve valgkampen, at partiet blev udfordret på sin manglende strategi, men det bekræftede under alle omstændigheder den gamle læresætning, at man ikke kan kommunikere klart, hvis fundamentet ikke er på plads.
Det er ledelsens fornemste opgave at sikre, at strategien står klart på nethinden hos alle i partiet, og at der er enighed om linjen. Det evnede man ikke.
Dygtig politisk ledelse kræver både talent og erfaring og Ny Alliances ledelse havde ingen af delene.
Jeg ved godt, at der er mange læsere af nærværende netavis, der mener, at lykken ville være gjort, hvis blot der var flere erhvervsledere i dansk politik. Så skulle skattelettelserne og reformerne nok komme.
Glem det!
Erhvervsledere, der prøver lykken på de tunge poster i politik kommer, næsten pr. definition, altid galt af sted. Og det gør de af præcis de samme grunde som Ny Alliance sank i grus. De har simpelthen ikke evnerne til at begå sig på højt niveau i politik. De er sikkert i mange tilfælde glimrende politiske håndværkere (dem var der tilsyneladende også et par stykker af i Ny Alliance), men håndværk er en ting - ledelse noget helt andet. Og de spilleregler, der gælder i politik, adskiller sig i al væsentlighed fra dem, der gælder, når der skal træffes beslutninger i en privat virksomhed.
Politik handler ikke om, at gøre det rigtige. Hvis det var tilfældet var topskatten aldrig blevet indført og der var aldrig bygget motorveje i Nordjylland.
Politik handler heller ikke om at forandre verden i morgen. Det kan godt være, at der er nogen, der har den slags illusioner, men det er der ikke plads til, hvis man skal lede et parti.
Rimeligt? Måske ikke, men det kriterium gælder heller ikke i politik.
Politik handler om at opbygge og vedligeholde alliancer, både i forhold til de andre aktører på Christiansborg, indenfor eget parti, i forhold til befolkningen og i forhold til andre relevante aktører.
Det formåede Ny Alliance ikke. I den første tid efter stiftelsen lykkedes det ganske vist at etablere en vis alliance med store dele af vælgerskaren og - i nogen grad - med medierne. Men det var en skrøbelig alliance, der faldt til jorden i samme øjeblik, det blev klart for vælgerne - og medierne - at partiets ledelse ikke havde evnerne til at levere varen.
Det var samme mangel på dømmekraft, der gav rigeligt med plads til Lars Kolind, Jørgen Poulsen osv. Jeg ved, at jeg siger dette i bagklogskabens ulideligt klare lys, men jeg vil hævde at en dygtigere politisk leder fra starten ville have vidst, at man ikke kan bygge sit parti på sådanne politiske amatører.
Den største fejl af dem alle var måske, da de hoppede med på oppositionens dagsorden under åbningsdebatten. Oven på valgresultatet der formelt efterlod dem uden for indflydelse, burde de have fokuseret alle deres kræfter på at opbygge troværdighed hos regeringen med henblik på at arbejde sig ind i varmen, der hvor resultaterne skabes. Khader og Co. gjorde det stik modsatte og fortalte dermed regeringen, at de ikke var værd at satse på. De politiske konsekvenser heraf var sandsynligvis langt større end mediedækningen af præcist denne sag afslørede.
I det hele taget har partiets tilgang til politik været præget af dyb naivitet. "Politik på en ny måde" kaldte de det selv, men "politik på en usmart måde" er en mere korrekt betegnelse.
Se blot dette uddrag af et fremragende interview, som Arne Hardis fra Weekendavisen lavede med Anders Samuelsen sidste sommer. Hardis prøver at få Samuelsen til at konkretisere Ny Alliances holdning til problemstillingen om de afviste asylansøgere, men Samuelsen vil ikke anerkende præmissen om, at politik er et valg mellem det ene eller det andet:
AH: Det er altså et meget grundlæggende dilemma: Skal loven holdes? Skal hundreder af mennesker gå til grunde i lejrene? Du er politiker og må da have et svar.
AS: »Der har vi det igen: Er du til motorveje eller til jernbaner? Gad vide, om der ikke findes en praktisk og pragmatisk løsning på det problem, som der ikke rigtig har været plads til i debatten. Jeg har den ikke, men hvis udgangspunktet er, at man skal finde en praktisk og human løsning, som sikrer, at flygtningebørnene ikke invalideres i flygtningecentrene, så lad os tage den derfra.«
AH: Så du har ikke en holdning til det?
AS: »Jeg har en holdning, der hedder, at der garanteret er en praktisk løsning et sted. [...] Det handler om tilgangen - også når det gælder asylsøgere: Her har vi et problem, der må være en løsning.«
Jeg kan varmt anbefale alle at læse interviewet i sin fulde længde. Det viser, hvor svagt partiets politiske fundament var, helt fra starten.
Det burde være en selvfølge, at der ikke er plads til en så naiv tilgang til politik.
Forleden viste en måling, at mange vælgere gerne vil stemme på et "borgerligt midterparti". Det tror jeg gerne på. Ny Alliance havde især fat i to vælgergrupper: De pæne borgerlige, der føler sig for fine til at være i stue med Pia Kjærsgaard, og borgerligt-liberale, der oplever, at regeringen ikke prioriterer skattelettelser og reformer tilstrækkeligt højt.
De to vælgergrupper findes sikkert stadigvæk, men mon ikke de nu har lært, at det ikke er klogt at sætte sin lid til politiske amatører?
Karsten Anker Petersen er kommunikationschef
