Af Ole Birk Olesen
Teknik og miljøborgmester Klaus Bondam (R) er med til at blåstemple graffiti med voldelige budskaber, når han siger, at han ikke vil fjerne det af hensyn til de venstreekstreme, der "slikker sår efter rydningen af Ungdomshuset". Det mener Claus Oxfeldt, formand for Københavns Politiforening."Det sender et forkert signal at sige, at man ikke vil træde graffiti-malerne over tæerne. Når man f.eks. skriver 'kill cops", og så borgmesteren ikke vil fjerne det, så er det ligesom at blåstemple den slags graffiti," siger Claus Oxfeldt til 180Grader.dk.
Budskabet "KiLL COPS" står med store blå bogstaver på den gule mur ind til Assistens Kirkegård på Nørrebro, få hundrede meter fra det nu jævnede hus på Jagtvej 69. Et andet voldeligt budskab, som kan læses på samme mur, er "FUCK JER! NU ER DET KRIG!". Claus Oxfeldt mener ikke, at hans kolleger er voldsomt berørte af trusselsbudskabet - de er vant til lidt af hvert - men han undrer sig over Klaus Bondams tolerance.
"Det er uheldigt, at en af vores folkevalgte politikere blåstempler det, og det sender et dårligt signal, også til børn," siger han.
Venstre: "Ulækkert"
I Venstre er man også stærkt kritisk overfor Klaus Bondams synspunkter, og de voldsomme budskaber i graffitien gør det kun endnu mere nødvendigt at få det fjernet, mener partiets medlem af teknik- og miljøudvalget i Københavns Kommune, Lars Dueholm.
"Jo mere vanvittigt det er, det de skriver, jo mere årsag er der til at fjerne det med det samme. Det er direkte ulækkert, at den slags budskaber står i København. I andre sammenhænge er man jo meget hurtigere til at skride ind overfor dødstrusler," siger Lars Dueholm til 180Grader.dk.
Det har ikke været muligt at få en kommentar til kritikken fra Klaus Bondam.