Politiet bryder hastighedsgrænserne

Efter en påske med 13 trafikdrab har politiet offentligt kritiseret, at mange bilister kører for hurtigt

Slettet Bruger,

18/04/2009

Efter en påske med 13 trafikdrab har politiet offentligt kritiseret, at mange bilister kører for hurtigt. Men nu viser det sig, at hele 128 politibetjente alene sidste år blev taget i at køre for hurtigt uden grund. Enkelte kørte så hurtigt, at det udløste et klip i kørekortet. Det skriver JydskeVestkysten.

Rådet for Større Færdselssikkerhed mener, at det er skadeligt, at politifolk bryder den lov, som de er sat til at håndhæve.

"Det er et dårligt signal at sende, og det hjælper bestemt ikke til at få resten af befolkningen til at respektere hastighedsgrænserne. Som politibetjent har man en ekstraordinær forpligtigelse til at overholde færdselsloven," fastslår direktør Anders Rosbo overfor JydskeVestkysten.

Andreas Bryld Hansen, lederen af færdselsafdelingen i Sydøstjyllands Politi, mener også, at det er uholdbart, at betjente bryder færdselslovgivningen.

"Der skulle helst slet ikke være betjente, som kører for hurtigt. Hvis nogen skal gå foran med et godt eksempel, er det jo os," siger han til JydskeVestkysten.

[email protected]

Kilde: