Af Finn Ziegler
Finn Ziegler er chefkonsulent i Cambridge, EnglandRegeringen har annonceret en ny værdikamp for at få borgerne til at tage et større ansvar for deres eget liv. Det kan undre, at dette initiativ først kommer efter seks år med Venstre og de Konservative på ministertaburetterne. For det burde vel være en mærkesag for de borgerlige partier at øge det personlige ansvar. Men bedre sent end aldrig.
Udgangspunktet er naturligvis korrekt. Der er et problem med det personlige ansvar her i landet. Det har været i frit fald de sidste 40-50 år. Der er alt for mange, som kan, men ikke vil tage ansvaret for sig og sine. Stadig flere regner med, at velfærdsstaten tager sig af alle velfærdsopgaver. Forældre som ikke vil opdrage deres egne børn, sørge for at de får noget sundt at spise eller læser lektier med dem. Børn der parkerer deres forældre på et plejehjem og skrider fra ansvaret. Og så videre.
Den gode samfundsborger, der klarer sig selv, står op hver morgen og går på arbejde, skammer sig ved at modtage offentlig hjælp, tager ansvaret for sig og sine, forsørger og opdrager sine børn, drager omsorg for sine forældre, sætter en dyd i at gøre sit bedste, udviser mådehold og i øvrigt har overskud til at hjælpe næsten, er efterhånden en sjældenhed.
I dag er det lettere at få øje på mennesker, som kræver fællesskabets hjælp til dette eller hint, fremstiller sig selv som ofre der skal forsørges af det offentlige eller klynker over "utilstrækkelig" hjælp fra det offentlige. Claus Hjort Frederiksen har ret i, at selv velfungerede og ressourcestærke personer ofte klynker og forsømmer deres personlige ansvar. Der er en udbredt forventning om, at man, når man har betalt sin skat, sit kontingent til samfundet, så har krav på en hel masse gratisydelser.
Sådan har det ikke altid været. Før velfærdsstaten var det en helt almindelig holdning, at man skulle bidrage og gøre sig fortjent til materielt forbrug gennem produktiv indsats. At man skulle yde, før man kunne nyde. At ligge andre til byrde var næsten værre end den fattigdom, som fulgte af at modtage offentlig forsørgelse. Jeg har min egen farfars beretning om krisen i 1930'erne i erindring. Derfor gjorde man en indsats for at komme på fode, så man kunne forsørge sin selv og sin familie. Gør din pligt kom før kræv din ret.
Så i 1961 vedtog Socialdemokraterne principprogrammet "Vejen Frem" og skiftende regeringer har siden opbygget velfærdsstaten. Den har brudt med tidligere tiders forestillinger om ansvar og pligt. Nu blev vægten lagt på at kræve sin ret i det nye fintmaskede offentlige forsørgelsessystem. Det var ikke længere den enkeltes skyld, men derimod samfundets skyld, hvis en enkelte kom ud for sociale problemer.
Samtidig med dette brud i holdningen blev de økonomiske incitamenter som understøttede den gode, selvhjulpne borger nedbrudt. Antallet af og niveauet af forsørgelse blev sat kraftigt i vejret, og skatterne fulgte med. Sidstnævnte har reduceret udbyttet ved at gøre en ekstra aktiv indsats, mens førstnævnte har øget udbyttet ved passiv indsats.
Det er de økonomiske incitamenter, som har nedbrudt det personlige ansvar. Ikke alene har velfærdsstaten vist sig at være en taberfabrik, som har øget antallet af offentlige forsørgede fra 200.000 i 1960 til 900.000 i dag. Velfærdsstaten har medført et moralskred i brede dele af befolkningen.
For det første har velfærdsstaten undermineret arbejdsmoralen. Store dele af befolkningen får så lidt ud af ud af at yde en produktiv indsats, at det fastholder dem i offentlig forsørgelse. For det andet har velfærdsstaten skabt en krævementalitet, fordi de politiske beslutninger om velfærdsydelser og forsørgelse har langt større betydning for mange menneskers økonomi end produktiv (ekstra) indsats. For det tredje har det høje skattetryk medført (ofte urealistiske) forventninger om offentlige gratisydelser. Det gælder om at få noget igen. Det har ændret selv ressourcestærke familiers adfærd. Modsat tidligere bliver det betragtet som acceptabelt at modtage offentlig forsørgelse, selvom familierne kan klare sig selv. Netop fordi man betaler så meget i skat, er der en forestilling om, at det bare gælder om at komme til fadet, så man ikke bliver snydt. Energien bliver brugt på at skrabe velfærd til sig, ikke på at skabe den.
Desværre har VK-regeringen ikke fremlagt en omfattende reformpakke, som kan gøre noget ved velfærdsstatens destruktive indflydelse på borgernes ansvarlighed. Der er ikke lagt op til, at der skal vendes op og ned på love og regler, så vilkårene bliver bedre for den gode samfundsborger. Det ville formentlig heller ikke være muligt med den sammensætning, Folketinget har i dag.
Regeringen har nedsat et ministerudvalg, vil afholde en eller flere konferencer og måske iværksætte nogle kampagner for at øge det personlige ansvar. Først til næste sommer kommer en rapport med mere konkrete forslag. Men der er på forhånd lagt en væsentlig begrænsning på arbejdet. Det hedder ligefrem, at "det personlige ansvar skal ikke erstatte velfærdssamfundet". Der skal ikke pilles ved velfærdsstaten. Der er med andre ord lagt op til en masse snik-snak, men ingen reformer. Desværre.
Det forekommer som et umuligt projekt at styrke det personlige ansvar uden vidtgående reformer af velfærdsstaten. De økonomiske incitamenter har afgørende betydning for udviklingen af moralen. Det har udviklingen de sidste 40-50 år vist. Derfor må de økonomiske incitamenter ændres, så det styrker den gode samfundsborger, der er selvhjulpen og forsørger sin familie, opdrager sine børn, drager omsorg for sine forældre m.v. Det personlige ansvar styrkes ved at reducere skattetrykket og reducere omfanget af offentlig forsørgelse. Øget ansvar følger af øget frihed. Det er fint nok, at VK-regeringen vil skabe en værdidebat, men den virker kun, hvis incitamenterne tilpasses, så de ikke undergraver det personlige ansvar.
