Patienter strømmer til privathospitaler

Mange venter på at blive behandlet af det offentlige sygehusvæsen

Slettet Bruger,

10/08/2009

Mange venter på at blive behandlet af det offentlige sygehusvæsen. Så da patienterne i sommers igen fik lov til at blive behandlet på et privathospital på det offentliges regning, hvis de har ventet mere end en måned på behandling på et offentligt hospital, medførte det et sandt patientboom på privathospitalerne. Det skriver Berlingske Tidende.

Eksempelvis er antallet af henviste patienter i Region Midtjylland seksdoblet fra ca. 200 om måneden det seneste halvår til 1200 i juli. Region Hovedstaden sendte i juli knap 3000 patienter til behandling på et privathospital, hvilket er 900 flere end i de forudgående måneder.

Socialdemokraterne, SF og de Radikale mener, at den genindførte behandlingsgaranti er med til at skævvride sygehusvæsenet. Derfor skal behandlingsgarantien indrettes således, at patienter med de mest alvorlige lidelser skal behandles hurtigst og først, mens andre patienter må vente.

"Folk vil kunne forstå, at det er OK at vente lidt længere med en nedgroet negl. Desuden vil der ikke ske den overbehandling, der kan forekomme med behandlingsgarantien på én måned, som f.eks. har betydet rekordmange knæ-operationer også i tilfælde, hvor smertene formentlig ville være gået væk af sig selv efter nogle måneder," siger Socialdemokraternes Sophie Hæstorp Andersen til Berlingske Tidende.

Regeringen vil dog ikke være med til at ændre garantien, og afviser samtidig, at politikere og fageksperter kan prioritere mellem forskellige lidelser på en brugbar måde. For eksempel kan det være ganske fornuftigt hurtigt at behandle et dårligt knæ, så vedkommende får mulighed for at passe sit job. Oppositionens perspektiv er i dette henseende for snævert og ensporet, lyder kritikken.

"På denne måde vil man kun have fokus på, hvad det koster for sygehuse at sikre folk hurtig behandling. Men det koster jo også i sygedagpenge, hvis folk må gå længe uden at kunne arbejde. Det vigtigste må være, at folk bliver behandlet, når de er syge," siger Venstres Birgitte Josefsen til Berlingske Tidende.

[email protected]

Kilde: