Af Simon Espersen
Simon Espersen er cand. scient. pol. og tilknyttet Copenhagen InstituteFra officiel dansk side burde man går mere op i, hvad der er rigtigt og forkert, og mindre i hvad flertallet af FN's medlemslande - eller kinesiske kommunister - mener om Taiwans selvstændighed.
På Taiwan skal man nu stemme om, hvorvidt Taiwan skal hedde
Taiwan, og ikke som i dag "den kinesiske republik". En udtalelse fra
det amerikanske statministerium lyder imidlertid, at "USA er modstander af
ethvert initiativ, der giver udtryk for at skulle ændre Taiwans status unilateralt",
og at "Dette omfatter en afstemning om hvorvidt man skal ansøge om
medlemskab af FN under navnet Taiwan".
På Udenrigsministeriets hjemmeside kan man læse at: "Danmark ligesom langt hovedparten af verdens lande, herunder EU-landene og USA, [fører] en ét-Kinapolitik. Det vil sige, at Danmark anerkender Kina og ikke Taiwan, og Danmark har derfor ikke diplomatiske forbindelser med Taiwan". Dog skriver man også, at det: "[s]amtidig er [...] dansk politik at udbygge de økonomiske og kulturelle forbindelser til Taiwan".
Når der står at "Danmark fører" en bestemt politik, er det naturligvis også den danske stat; det vil sige de aktuelle politiske magthavere, der fører en given politik. Det bør de naturligvis så også stå til regnskab for, helt på samme måde som de må stå til regnskab for, at de i praksis ikke afskaffer landbrugsstøtten, eller gør op med fremvæksten af alverdens andre tilskudsordninger i EU.
Enkeltstående individer kan vel at mærke samtidig også anerkende eksistensen af en stat: Eksempelvis kan man i et politisk frit samfund skrive: "Jeg anerkender at der findes en stat på Taiwan!" eller "Staten på Taiwan er i praksis uafhængig af det kinesiske fastland"; eller "som" politisk iagtager har jeg bemærket at Taiwan er kendetegnet ved langt mere politisk frihed - herunder ytringsfrihed end i Kina".Og der er ingen tvivl om, at der på øen Taiwan befinder sig en stat.
Der kan tilsvarende ikke være den store tvivl om, at de fleste borgere i Danmark også for længe siden har anerkendt (opdaget), at der findes en uafhængig stat på den omtalte ø.
Der kan samtidig ikke være tvivl om, at dette udgør et problem for de kinesiske - og formelt kommunistiske - magthavere, hvis denne faktuelle konstatering, blev formaliseret. Men det sidste forhold bør bare ikke være afgørende for hverken ens egen politiske holdning, eller for de myndigheder, der gerne også skulle være på den politiske friheds side. Men det er der desværre noget der tyder på at det er - såvel for de amerikanske som for de danske.
Hvad angår den danske position, skulle vores politik så i givet fald handle om, at vi retter os efter hvad flertallet af andre stater mener?
Hvis alle havde den indstilling ville ingen nogen sinde ændre deres position.
Tværtimod ville det klæde danske myndigheder at drage en konklusion, der klart viste, at vi stod på Taiwans og mere præcist på de individuelle frihedsrettigheders side. Hvis det er tilfældet burde anerkendelsen være helt uproblematisk.
Med Taiwan er der netop tale om et økonomisk område, som i vid udstrækning har været kendetegnet ved udbredt økonomisk frihed og velstandsskabelse, og som i øvrigt også har haft en vigtig indflydelse på de økonomiske reformer i Fastlandskina, som stort set alle undtagen de mest dogmatiske kommunister er begejstrede for. I Danmark burde man tilsvarende anerkende dette, og altså også officielt anerkende betydningen af økonomisk frihed for menneskers velfærd og velstand.
Og ovenstående inspirationsfaktor burde derfor atter tilsvarende være værd at tage med i denne henseende.
Altså: Kina har taget ved lære af en region, der helt uafhængigt af det man fra formel dansk side alligevel mener, at denne region er en del, har haft nogle helt radikalt anderledes (og mindre rigide) regler for befolkningen. Og som derfor har inspireret "det øvrige Kina"...Og så er der jo lige de langvarige amerikanske forsvarsgarantier givet til øen, som netop er stillet i kraft af fjendtligheden fra det kommunistiske Kina. Eksistensen af disse garantier er således et andet ret solidt vidnesbyrd om at selvstændigheden ift. Kina er en realitet.
Sandheden er naturligvis, at Taiwan har været uafhængigt længe, og derfor har haft friheden til at sikre den økonomiske frihed. Det interessante er derfor ikke, om der er en stat eller ej, - for det er der jo. Det interessante er, hvad kriteriet for anerkendelse går ud på, - og hvorfor man undlader at anerkende formelt. Der er i den sammenhæng således ingen tvivl om at den fastlandskinesiske del af Kina, som den danske stat anerkender, er langt mere undertrykkende end den stat på Taiwan, som man fra regeringens side i Danmark ikke - formelt - anerkender.
Heldigvis er der hvad det sidste angår ikke tale om en konsistent politik - altså om kun at anerkende kommunistiske diktaturer. Men hvad er i grunden årsagen til, at man har anerkendt magthaverne på det kommunistiske fastland? Det burde man også forklare, når man nu alligevel nævner Taiwan på udenrigsministeriets hjemmeside.
De samme politikere, der ikke vil anerkende Taiwan, ønsker i øvrigt, at vi skal stemme om suverænitetsafgivelse til et politisk samarbejde i EU, hvor synet på økonomisk frihed indenfor flere områder tegner ganske problematisk. Det gælder således at man i EU på en række områder vil styre og kontrollere den økonomiske adfærd. Mon der er en sammenhæng mellem lunkenheden overfor Taiwan, og så synet på markedsøkonomi i visse europæiske stater?
