Af Martin Ã…gerup
Ifølge en overskrift i Politiken 1. februar skulle hver sjette københavner være fattig, og det samme budskab kunne man i de efterfølgende dage høre og læse i en lang række andre medier. Kilden til denne påstand er Københavns Kommunes nye rapport, "Analyse af levevilkår og fattigdom i Københavns Kommune". Ifølge rapporten skulle 16 pct. af københavnerne være fattige. Det er imidlertid en problematisk konklusion, som faktisk ikke underbygges af rapporten. Rapporten overdriver problemet med fattigdom i Danmark - mere om det senere.Den fortjener imidlertid ros for, at kommunen tager udgangspunkt i budgetmetoden, hvor man udregner det rådighedsbeløb, der er nødvendigt for at kunne klare sig. Fordelen ved budgetmetoden er, at man forholder sig til, om borgerens reelle forbrugsmuligheder ligger over et fastsat minimum, som vurderes at være nødvendigt for at kunne klare sig i et moderne samfund.
Alternativet er medianindkomstmetoden, hvor man automatisk antager, at alle, der tjener under 50 pct. af medianindkomsten, er fattige. Hvis medianindkomsten stiger hurtigere end indkomsten for de fattigste, kommer der dermed rent statistisk flere fattige, selvom alle oplever en velstandsfremgang. Med andre ord måler man reelt ulighed, ikke fattigdom.
Københavns Kommunes rapport viser, at hvis man bruger budgetmetoden, har fattigdommen i København været faldende i hele opgørelsesperioden, det vil sige siden 1996. Ifølge undersøgelsen var der således 20,3 pct. fattige i 1996, 18 pct. i 2001, 16,8 pct. i 2005 og 15,9 pct. i 2007. Tallet for 2007 er dog en foreløbig opgørelse. Andelen af kontanthjælpsmodtagere, som er fattige, er ikke vokset siden 2002. Andelen af fattige enlige kontanthjælpsmodtagere er faldet.
Dette er ganske bemærkelsesværdigt. De analyser, der benytter medianindkomstmetoden - udført af for eksempel Arbejderbevægelsens Erhvervsråd eller Vismændene - når alle frem til det modsatte resultat, nemlig stigende fattigdom, på trods af stigende realindkomst - også hos lavindkomstgruppen. For eksempel steg medianindkomsten meget fra 2003 til 2004, nemlig med ca. 4,5 pct. De fleste kan blive enige om, at en sådan velstandsstigning i samfundet er en god ting. Vi kan tillige glæde os over, at også lavindkomstgruppen oplevede en markant stigning i realindkomsten fra 2003 til 2004. Men eftersom lavindkomstgruppens indkomster steg mindre end medianindkomsten, er gruppens medlemmer relativt set blevet fattigere. Og rent statistisk er gruppen vokset med 14.000 personer på landsplan. Fra 2003 til 2004 har vi altså rent statistisk fået flere fattige ifølge medianindkomstmetoden, på trods af at alle grupper er blevet rigere.
De fleste vil nok være enige om, at situationen i 2004 er bedre end situationen i 2003. Men ifølge den nuværende fattigdomsdefinition er der kommet flere fattige i 2004. At en situation med flere "fattige" kan være bedre end en situation med færre "fattige" viser, at medianindkomstmetodens definition af fattigdom som udelukkende et relativt fænomen har sine begrænsninger. Derfor skal Københavns Kommune have ros for at have introduceret en budgetbaseret fattigdomsdefinition.
Det i rapporten anslåede budget ligger dog temmelig højt. I hvert fald ligger beløbet 27.000 kr. - hvilket svarer til 36 pct. - over Det Økonomiske Råds (relative) lavindkomstgrænse. Dette medfører, at Københavns Kommune registrerer langt flere som fattige, herunder en hel del personer i beskæftigelse.
Et argument for at vælge en højere fattigdomsgrænse kan være, at udgifterne i København til for eksempel bolig er højere end landsgennemsnittet. Det er imidlertid ikke indlysende, at personer med lav indkomst skulle have en særlig ret til at bosætte sig i - eller blive boende i - landets dyreste kommune. At flytte til en billigere bolig udenfor København kunne være en fornuftig forbrugsbeslutning, ligesom personer med lav indkomst også på andre områder må tilpasse deres forbrug til deres indkomst.
Endvidere er det meget problematisk, at man i rapporten har valgt at lade udgifterne til indbetaling af efterlønsbidrag indgå i et minimumsbudget. Pensionsalderen i Danmark er 65 år, og ønsket om tidlig pensionering kan ikke siges at være et basalt behov på linie med for eksempel mad, bolig og tøj. Mister man evnen til at arbejde inden folkepensionsalderen, har vi en førtidspensionsordning.
Derudover tager undersøgelsen ikke højde for, at en andel af personerne i lavindkomstgruppen kan have indkomster, som ikke indgår i budgettet, for eksempel bidrag fra familien, indkomst fra sort arbejde eller formue. At dette er et problem understreges af, at kun 41,5 pct. af dem, der ifølge undersøgelsen ligger under fattigdomsgrænsen, selv mener, at de har en dårlig eller meget dårlig økonomi. Hele 58,5 pct. vurderer således selv, at de har en nogenlunde, god eller særdeles god økonomi.
Problemerne med at afgrænse de reelt fattige fremgår endvidere af, at hovedparten af personerne under den i rapporten fastlagte fattigdomsgrænse har råd til ting såsom at give gaver til fødselsdage og lignende (67,4 pct.), invitere gæster hjem (66,9 pct.) og have TV i hjemmet (80,5 pct.). Ifølge rapporten er der ligeså mange eller flere blandt de fattige som blandt befolkningen som helhed, der dagligt bruger internet, og de fattige har ifølge rapporten en tendens til at have flere fritidsaktiviteter end befolkningen som helhed.
Dermed lever hovedparten af de "fattige", der udgør de 16 pct. af Københavns befolkning, ikke op til det billede, som tegnes i medierne. Her hører man om forældre, der ikke har råd til at lade deres børn deltage i børnefødselsdage, og voksne der lever i isolation, fordi de ikke har penge til at omgås andre mennesker.
I virkelighedens verden er der meget langt mellem mennesker med så stram en økonomi. Det er tankevækkende, at Politikens case story er et ægtepar, hvor kvinden er på førtidspension og manden arbejdsløs uden ret til sociale ydelser, fordi han er udenlandsk statsborger og for nyligt tilflyttet Danmark. Det viser sig, at manden har arbejdet som elektriker men mistede jobbet, fordi han endnu ikke mestrede dansk til arbejdsgiverens tilfredshed. Der er imidlertid masser af jobs i Danmark, hvor sprogkundskaberne ikke er afgørende, og med den nuværende mangel på arbejdskraft må det derfor være et spørgsmål om ganske kort tid, før manden finder arbejde, og familien dermed rykker ud af lavindkomstgruppen. Alternativt kan ægteparret selvfølgelig vælge at fortsætte livet på smalhals, hvis manden ikke ønsker at arbejde. Rent statistisk vil en sådan familie tilhøre gruppen af fattige, men deres fattigdom vil være selvvalgt.
Men først og fremmest er den angivne andel af fattige på 16 pct. af Københavns befolkning alt for højt sat, fordi man medregner personer, som i en kortere periode har en lav indtægt. Men en borgers forbrugsmuligheder påvirkes først efter længere tids lav indkomst, fordi man ved kort tids indkomstnedgang kan tære på formue, tage lån eller på anden måde opretholde et højere forbrug. Endvidere kan man i en kortere periode klare sig uden køb af for eksempel sko og tøj, mens man slider på det gamle.
EU og Eurostat benytter begrebet "persistent risk of poverty" om de personer, der i en længere periode befinder sig i lavindkomstgruppen og derfor løber en vedvarende risiko for fattigdom. Eurostat definerer, at en sådan vedvarende risiko opstår, hvis en person ud over indeværende år har tilhørt lavindkomstgruppen i mindst to af de tre foregående år. Det er herudover værd at bemærke, at Eurostat (med flere) omtaler en risiko for fattigdom. Med andre ord er man ikke per automatik fattig, fordi man tilhører gruppen. Man har blot en særlig risiko for fattigdom.
Kommunens egen undersøgelse viser, at to ud af tre københavnere forlader lavindkomstgruppen i løbet af et år, og disse personer bør derfor ikke medregnes i gruppen af fattige.
For kort at konkludere: Det er fornuftigt, at kommunen benytter en budgetmodel, men der er brug for at arbejde videre med en bedre afgrænsning af gruppen af reelt fattige. Denne udgør formentlig langt mindre end en tredjedel af de anførte 16 procent af Københavns befolkning.
Martin Ågerup er direktør i den borgerlig-liberale tænketank CEPOS og bogaktuel med Den Retfærdige Ulighed.
