Af Morten Messerschmidt
Morten Messerschmidt er EU-ordfører for Dansk FolkepartiI EU-kredse tales der meget om, at EU skal være klodens mest konkurrencedygtige sted. Først var tallet for denne status 2010. Nu er målet rykket lidt længere ud i fremtiden. Imens tordner Kommissionen løs med at gennemtvinge liberaliseringer og reformer i medlemslandene - ofte med en række uheldige konsekvenser som reelt virker kontraproduktivt. I stedet for at fokusere så ensidigt på medlemslandenes regler for markedsføring af medicinalvarer eller fødevarernes transfedtsyreindhold, burde Kommissionen i stedet være optaget af effekten af den omfattende støtte, som hvert år fylder hovedparten af EU's budget.
Nye tal fra Finansministeriet viser, at EU's pengeomfordeling ikke bare er uden virkning, men i en række tilfælde er direkte skadelig. Den oprindelige hensigt med at lade de rige lande betale til de mindre rige var, at sidstnævnte landes økonomier og generelle levestandard skulle forbedres. På et europæisk kontinent, som historisk har været præget af krige, giver det utvivlsomt mening at lade landene engagere sig i hinanden og skabe indbyrdes afhængighed i opbygningen af et moderne og konkurrencedygtigt produktionsapparat. Naturligvis rammer det ikke bare det enkelte land, men også de erhvervsmæssigt forbundne lande, når kriser sætter ind. Det være sig strukturelle, økonomiske, politiske, valutariske eller andre - og derfor er vi i en globaliserede økonomi utvivlsomt mere sårbare og har derfor desto mere interesse i, at vore naboer udvikler sig på en forsvarlig måde.
EU's løsning på dette spørgsmål har i årtier været strukturstøtte. Hvert år tildeles landene milliarder af euro, som efter sindrige opgørelser og snørklede tabeller påbydes anvendt til storstilede projekter som op- og udbygning af infrastruktur, direkte erhvervsstøtte, beskæftigelsesprojekter mv. Alt i alt kan det lyde prisværdigt, at fattige og derfor ringe udviklede lande i en periode skal have hjælp til at komme videre. Men allerede derfor bør man stille sig selv det spørgsmål, hvorfor så Danmark - et af fællesskabets rigeste lande - overhovedet modtager støtte? Med blot en smule almindelig sund fornuft må man slås med en reel forundring over, hvor logikken egentlig ligger i, at et land som Danmark hvert år skal begaves med 1.502 mio. euro, mens vi betaler 1.768 mio. Hvis omfordelingscirkuset har en mening, ville det da ikke være lettere blot at bede os indbetale 265 mio. til den slukne fælleskasse i Bruxelles og så lade os beholde resten selv?
Men EU's støtteprogrammer handler om noget helt andet en solidaritet. Omfordelingen synes stadig tydeligere at have en propagandamæssig effekt for et EU, som i befolkningens øjne fortsat får sværere ved at bevise sin reelle effekt og nødvendighed. "Alle gode gaver kommer ovenfra," synes strukturpolitikkens mantra at være, når EU med rund hånd uddeler penge til alle lande. Men pengene kommer ikke ovenfra. De kommer fra de rige, veludviklede lande. Lande som Danmark.
Man må derfor stille spørgsmål ved selve tanken om omfordeling i EU. For selvom vi antager, at hensigten er den prisværdige tanke om at hjælpe lande igennem kriser, og at det ikke blot handler om at købe sig goodwill i en stadig mere skeptisk befolkning, så er det alligevel svært at tro på de flotte hensigter, når man ser, hvem det er, der modtager pengene. De største nettomodtagerlande er nemlig lande som Portugal, Grækenland, Spanien og Irland, hvor to af landene har været medlem af EU i over 20 år, Grækenland i over 25 år - og Irland ligeså længe som Danmark.
Når disse lande i dag er de største modtagere, kan konklusionen kun blive, at støtten ikke har haft den ønskede effekt, men snarere har virket som en reel hæmsko for nødvendige økonomiske reformer i disse lande og udgjort en sovepude, som har fået de nationale regeringer til at nedtone nødvendige reformer. Det er derfor på tide at indlede et opgør med denne overførselspolitik, hvor de seneste tal fra Finansministeriet (svar på S5066 af 22.juni då.) viser, at de fire største nettomodtagerlande er hhv. Spanien, Grækenland, Irland og Portugal, hvis nettobidrag i 2005 var hhv. - 6.018 mio., - 3.901 mio. - 1.137 mio. og - 2.378 mio. euro.
Henset til landenes langvarige medlemskab, er det under al kritik, at disse fortsat er de største nettomodtagere. Hvis vi ikke siger fra nu, vil overførslerne fortsætte i al evighed, og rollefordelingen mellem yder- og modtagerlande vil forblive den samme, fordi overførslerne ikke stimulerer nogen reel vækst eller fremmer nogen som helst form for vilje til at komme ud af rollen som modtagerland. Tværtimod virker overførslerne som en sovepude for de fattige medlemslande, som med generøs støtte i ryggen er fritaget for at foretage smertefulde og upopulære økonomiske reformer, som vi andre for længst har gennemført.
Vi kan ikke fordele os til øget vækst. Men vi kan reformere arbejdsmarkeder, sociale pensions- og tilbagetrækningsordninger, ligesom vi kan ændre på skatte- og afgiftsforhold. At honorere de reformivrige lande med en kæmperegning, som overfører penge til de lande, der ikke vil gennemføre de nødvendige reformer, er dels et vanvittigt spild af penge, som kunne have været brugt på skattelettelser, øget forskning eller nødvendige sociale reformer - og dels er det en bjørnetjeneste for de uduelige regeringer, som aldrig bliver væltet, fordi EU med vore penge dækker over den politiske inkompetence. I et sundt demokrati fører politisk uduelighed til manglende opbakning i befolkningen - og dermed opstår en ny regering og en levedygtig politik. Men når udueligheden bliver skjult og regningen betales af nabolandet, hvem skal så presse på for reformer?
