Offentligt it-kaos forhindrer, at folk kan få medicin

Det skulle være så godt med den receptserver, Lægemiddelstyrelsen tog i brug i januar 2007

Slettet Bruger,

05/01/2008

Det skulle være så godt med den receptserver, Lægemiddelstyrelsen tog i brug i januar 2007. De praktiserende læger sender recepterne til en central server, som alle apoteker kan trække på. Systemet er bare ofte ramt af alvorlige driftsforstyrrelser, der bevirker, at apotekerne ikke kan kontakte serveren. I december måned alene over 28 timer. Det skriver Jyllands-Posten.

"Det værste er, når kunderne bliver kede af det. For hvad skal man gøre, når man står med en kunde, der har tårer i øjnene, fordi hun ikke ved, hvordan hun skal klare sig uden sin stærke smertestillende medicin . Og lægen har for længst lukket sin praksis,"siger farmakonom Helle Lund, Århus Jernbane Apotek, til Jyllands-Posten.

Problemet mødte kunderne på landets apoteker igen i denne uge. Og det på trods af, at Danmarks Apotekerforening allerede i foråret gjorde Lægemiddelstyrelsen opmærksom på det uholdbare i situationen.

"Men endnu er planen, der bl.a. skulle sørge for, at vi altid kan ekspedere recepterne, ikke ført ud i livet, og det eneste, som vi kan gøre, er at lægge pres på styrelsen og ministeriet," siger formanden for apotekerforeningen, Niels Kristensen.

Hos Lægemiddelstyrelsen beklager man de gener, som den ikke helt velfungerende server giver apotekerne og landets borgere.

"Vi er fuldt ud klar over, at der bliver gjort en stor indsats på apotekerne, og vi må erkende, at selv om driftstabiliteten generelt er blevet bedre, har de første dage i det nye år budt på endnu et alvorligt nedbrud, som er uacceptabelt," siger videns- og kommunikationschef Kåre Geil til Jyllands-Posten.

Lægemiddelstyrelsen har afholdt et møde med systemleverandøren i går, oplyser Kåre Geil. På et nyt møde mellem parterne på tirsdag vil man diskutere en konsulentundersøgelse, der skal finde en løsning på problemerne.

[email protected]


Kilde: