Offentligt ansatte stod for tre ud af fire strejkedage sidste år

Slettet Bruger,

27/06/2007

Hvis du læser dette fra en computer på dit arbejde, er du nok ansat i det private. Hvis du havde været offentligt ansat, ville der nemlig være en større sandsynlighed for, at du sammen med dine kolleger marcherede rundt på gader og stræder for at kræve mere i løn. Offentligt ansatte er nemlig tre gange så villige til at nedlægge arbejdet og lade kunderne sejle deres egen sø, skriver Nyhedsavisen.

Lønmodtagere nedlagde arbejdet 85.800 dage sidste år, viser tal fra Danmarks Statistik. Heraf stod offentligt ansatte som pædagoger, sygeplejersker og sagsbehandlere for 62.400 af dagene.

"Mange af de strejker med offentlige ansatte sidste efterår var demonstrationer i forbindelse med utilfredshed med velfærdsordningerne. Det var her vi blandt andet så pædagogerne strejke i Århus," siger professor i arbejdsmarkedsforhold ved Københavns Universitet, Jesper Due, til Nyhedsavisen.

Blandt de private vinder transportsektoren prisen som de mest strejkevillige med
5.700 dage, mens jern- og metalarbejderne er lige bag dem med 5.000 strejkedage. De mest pligtopfyldende er ansatte i landbruget og tekstil- og beklædningsbranchen, hvor der slet ikke var nogen strejker sidste år.

mkr

Kilde: