Af Andreas Junge
De offentligt ansatte vil have mere i løn. Meget mere. De er det værd, synes de. Det er dig, der betaler, uanset om du vil eller ej. Sådan er vores skattesystem. Helle Thorning, Pia Kjærsgård og moralistpartiet med flest offentligt ansatte som kernevælgere, de Radikale, vil gerne give meget mere i løn til de offentligt ansatte. Mikroskopiske skattelettelser, (der i øvrigt kunne gå hen og øge arbejdsudbudet) kalder Thorning "uansvarligt" med henvisning til et overophedet arbejdsmarked. Milliarder mere i løn til de offentligt ansatte er til gengæld ikke spor uansvarligt, men "helt nødvendigt".Lad os lave et tankeeksperiment: Forestil dig, at det offentlige ikke har lov til tage dine penge, med mindre du ønsker at modtage den ydelse, som sektoren kan tilbyde. Du betaler kun for det, du efterspørger helt konkret. Hvis du ønsker at besøge din lokale kirke og høre på præstens prædikener på søndag, aftaler du en pris med ham. Hvis du synes, konkurrenten i nabobyen er bedre, laver du håndslag med nabopræsten. Hvis du vil have din gamle mor passet et sted, hvor hun ikke bliver tilsvinet og udsat for overgreb af de ansatte på det billige plejehjem, finder du et plejehjem, hvor kvaliteten og prisen er lidt højere (og da der sikkert er mange, der har lignende præferencer, får det billige plejehjem nok hurtigt problemer med at finde kunder til butikken). Hvis det irriterer dig, at pædagogerne i den lokale børnehave irettesætter dig og belærer dig om godt og dårligt forældreskab, når du henter dit barn som den sidste kl. 15.45 (pædagogerne kan jo ikke gå hjem, før du har afhentet dit barn), flytter du måske dit barn til den børnehave, hvor du bliver hilst velkommen, som den du er; nemlig den der betaler pædagogens egne regninger.
Har du nu råd til alt det? Lad os se: I stedet for at betale ¾ af din indkomst til det offentlige, betaler du nu kun for det, som du efterspørger og modtager fra det offentlige. Du betaler sandsynligvis ikke for, at Arbejdsdirektoratet skal "udvikle" sine medarbejdere på udviklingskurser, så det kan blive "Danmarks Bedste Arbejdsplads". Du betaler sandsynligvis ikke Arbejdsformidlingen for ikke at formidle et eneste job i 2007. Du betaler sandsynligvis ikke EU parlamentarikerne astronomiske beløb for at flytte frem og tilbage mellem Strasbourg og Bruxelles hver 14. dag med den begrundelse, at det et "vigtigt kompromis for samarbejdet". Du betaler sikkert heller ikke så meget for samme parlamentarikeres ihærdige indsats for at fastholde europæiske fødevarepriser på et niveau, der får dit daglige rugbrød til at koste det tredobbelte af, hvad du kunne få det til (såfremt levebrødpolitikerne i stedet brugte deres krudt på at afskaffe landbrugssubsidierne).
Der er med andre ord sandsynligvis en del, som du helt slipper for at betale for af én eneste grund. Du synes ikke, at det er pengene værd! Derfor ville du også have råd til at betale mere for det, som du rent faktisk synes er noget værd. En anden lille ting der ville give dig et bedre "bang for your bucks": Konkurrence. Det grimme ord som alle private virksomheder er udsat for i deres daglige kamp for at blive de bedste til at tilfredsstille dine behov - inklusive dit behov for en rimelig pris, for det du modtager.
Børnehaverne måtte konkurrere om din gunst. Plejehjemmene og skolerne ligeså. De måtte give dig en ordentlig pris eller miste dig som kunde, hvilket for en privat virksomhed er at miste sin eksistensberettigelse. For en offentlig institution er din tilfredshed med prisen selvfølgelig bedøvende ligegyldig. Den tager dine penge gennem skatten, og de ansatte får deres løn, uanset din tilfredshed med pris eller service, og uanset om du har behov for selv samme institution eller ej.
Men hvad så med alle de offentlige ansatte, som du ikke vil betale til? Ja, dem ville der tilstøde en grum skæbne: De ville være nødt til at finde på noget at lave, som nogen helt konkret var villige til at betale for. Helt konkret tage dankortet op af lommen og trykke "Godkend beløb", formedelst kroner 21.450, for at høre på Ernæringsrådets belæring om, hvad de synes, du må og ikke må spise. Hvis du ikke ville betale for det, så måtte de ansatte i Ernæringsrådet finde på noget, som du rent faktisk vil betale for. Fuldstændig ligesom alle de privatansatte gør hver eneste dag.
De offentligt ansatte vil have mere i løn. Meget mere. De er det værd, synes de (og Helle Thorning & Co. hyler med i koret). Hvad synes du? Ja, jeg spørger bare. Det er jo trods alt dig, der betaler.
Andreas Junge er cand. oecon og partner i VBM Training Partner
