Obamas svage punkt

Af Jesper Lau HansenDet må betegnes som sensationelt og bevis for mandens helt usædvanlige evner, at Barack Obama har overvundet Hillary Clinton og...

Slettet Bruger,

15. juni 2008

Af Jesper Lau Hansen

Det må betegnes som sensationelt og bevis for mandens helt usædvanlige evner, at Barack Obama har overvundet Hillary Clinton og skal stille op som Demokraternes kandidat mod Republikanernes John McCain til præsidentvalget i november. Obama har kun i kort tid været senator, han er ung, og så er han søn af en sort mand. Som en fremtrædende jura-professor fra et af landets bedste universiteter, der nu kroner sin politiske karriere, har han cementeret, at USA fortsat er mulighedernes land. Han har med sin veltalenhed og karisma formået at engagere og begejstre sit parti og nået især unge vælgere, der tidligere ikke interesserede sig synderligt for politik.

Et væsentligt element i hans kometagtige karriere har været hans vedholdende kritik af krigen i Irak. Men hvad der hidtil har været et af hans stærkeste kort, er hurtigt ved at udvikle sig til hans største svaghed. Forklaringen er den positive, men i flere kredse end bare Obamas uvelkomne, at udviklingen i Irak går godt, rigtig godt endda.

Lige siden den amerikanske indsats blev omlagt forrige år, hvilket bl.a. indebar en forøgelse af troppeindsatsen kendt som The Surge, men som mere væsentligt bestod i en ændret strategi, er udviklingen i Irak gået i den rigtige retning. Demokratiet, som blev indført i 2005, og som længe var lammet af terror, synes nu stadig mere sikker på at overleve, og volden er faldet betragteligt. Vigtigst af alt er, at det er irakerne selv, der i stigende grad står for sejren og tager afstand fra terroren.

Denne positive udvikling har man ikke læst så meget om i medierne. Det er således dokumenteret, at dækningen af Irak er faldet væsentligt i det seneste år. Mediernes egen forklaring er, at læserne er blevet trætte af at høre om Irak, men det forklarer ikke, hvorfor den beskedne fortsatte dækning kun angår de negative nyheder. Den slags går måske i Europa, men i USA kan de mere seriøse medier ikke acceptere en sådan ensidighed. Et væsentligt vendepunkt i mediedækningen indtraf for godt en uge siden med en leder fra selveste Washington Post. Den havde undertitlen: "Kig ikke nu, men det lader til, at vi er ved at vinde i Irak." At nogle skulle have noget imod at kigge på det, viser lidt om den stemning, der har hersket blandt avisens læsere og måske især dens journalister. Avisen brugte også et andet udtryk: "Hvem siger, at vi ikke kan vinde?"

Problemet er, at det gør Barack Obama. Lederen indeholdt derfor det gode råd, at han må ændre sin strategi og ikke fortsat dyrke nederlaget. Spørgsmålet er, om han kan.

Hans påstand om, at han ville have stemt imod krigen, hvis han havde været senator i 2002, er i sig selv tvivlsom, for mange af hans partifæller gjorde det. Og selv hvis man tror ham, fremstår han i givet fald som en, der hellere ville have støttet Saddams fortsatte diktatur end medvirke til at skabe et frit Irak.

Det er ikke mindre prekært, hvad han faktisk har gjort i sin tid som senator. Han var således imod The Surge, hvorimod John McCain støttede den på trods af mediernes massive fordømmelse. Obama har således taget alvorligt fejl i den eneste store udenrigspolitiske sag, der har været foran ham i hans tid som senator. Skyldes det blot uerfarenhed og mangel på gode rådgivere, eller skyldes det, at han er typen, der hellere vil give op og stikke af, når han møder modstand? Det er ikke svært at gætte, hvad Republikanerne vil gøre gældende i valgkampen.

Et andet problem er, at den aktivistiske udenrigspolitik er på vej ind i varmen igen. Tag f.eks. Dafur. Her begyndte konflikten samtidig med Irak i 2003, og siden er dobbelt så mange blevet dræbt som i Irak. Men hvor lidelserne i Irak trods alt har medvirket til at fjerne diktatoren og skabe et bedre samfund, har blodbadet i Dafur intet ændret, og der er fortsat intet håb. Her fremstår den grelle forskel mellem den aktivistiske udenrigspolitik og den traditionelle FN-version uhyggeligt klart.

Erkendelsen breder sig af, at FN aldrig bliver en moralsk overmyndighed, som man kan overlade at træffe sikkerhedspolitiske eller humanitære valg. Hvis man mener, at "noget" må gøres for at hjælpe undertrykte folkeslag, og mener man med "noget" andet end blot sjove indsamlinger og festlige støttekoncerter, bliver en militær indsats en af de muligheder, man må overveje.

Kritikken af krigen mod Saddams regime har været så monoton, at man i dag glemmer, at der var opbakning til USA også på venstrefløjen. Digterpræsidenten Václac Havel var et prominent eksempel, skaberen af Læger uden grænser, socialisten Bernard Kouchner, et andet. Sidstnævnte er nu Frankrigs udenrigsminister. Da naturkatastrofen i Burma udviklede sig til en menneskeskabt på grund af regimets grusomme ligegyldighed, talte han igen om at bruge militær magt for at hjælpe ofrene. Det er ildevarslende for Obama, at selv tidsskriftet New Republic lige har haft en leder, hvor de også anbefaler en militær indsats. Det ironiske i, at netop det tidsskrift, der har hylet højere end de fleste over Irak, nu selv taler for en militær indsats for at skabe en bedre verden er ikke gået upåagtet hen i den amerikanske debat, selvom den europæiske stadig har den til gode.

Obama er i bevægelse, hvad der kun langsomt er blevet bemærket med en vis bekymring fra hans sædvanlige støtter. I en nylig tale støttede han varmt Israel og truede Iran, idet han understregede, at han ville gøre alt, gentager alt, for at forhindre dem i at få a-våben. Havde Bush brugt samme hårde retorik, var fordømmelsen i medierne blevet øredøvende. Nu vendte medierne i stedet det døve øre til. Tilbage står et positivt syn på udviklingen i Irak. Det vil være en stor kamel at sluge, men det vil gøre mest ondt på de fanatiske kernevælgere, hvis opbakning han havde brug for under primærvalget. Nu, hvor det er overstået, skal han under alle omstændigheder henvende sig til den brede midte, og her vil budskabet om, at Irak alligevel blev en succes, være langt mere populært.

Spørgsmålet er, hvordan han undgår at tabe troværdighed. Washington Post peger på løsningen. Obama har lovet, at han vil trække soldaterne hjem, fordi krigen var tabt. I takt med at Irak kan klare sig selv, kan de trækkes hjem. Han kan dermed opfylde sit valgløfte, og så blot håbe på, at vælgerne ikke tænker nærmere over, hvorfor soldaterne kan trækkes hjem. Hvis medierne spiller med, kan det lykkes. Det har de gjort hidtil, mon ikke de fortsat vil?

Jesper Lau Hansen er professor og dr.jur.