OECD: Regeringen er overdrevet optimistisk

Regeringen poster en stor mængde penge ud i den offentlige sektor, og det kan sætte arbejdsmarkedet under pres

Slettet Bruger,

20/02/2008

Regeringen poster en stor mængde penge ud i den offentlige sektor, og det kan sætte arbejdsmarkedet under pres. Sådan lød beskeden fra OECD, da direktør Val Koromzay mødtes med finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) i går. Det beretter Berlingske Tidende.

I øjeblikket går dansk økonomi godt, men regeringen vælger at bruge pengene på at øge det offentlige forbrug i stedet for at investere i skattelettelser. Det gør Danmark til et mærkeligt land, set med økonomiske øjne.

"I alle OECD-lande oplever vi, at der er en politisk grænse for hvor store offentlige overskud, der kan opsamles. Men i Danmark siger folk: 'Vær venlig at bruge pengene!', hvor man andre steder ville sige: 'Vær venlig at give os pengene tilbage'," siger Val Koromzay ifølge Berlingske Tidende.

Optimistiske antagelser
Selv hvis det offentlige ikke vokser mere, end hvad 2015-planen allerede lægger op til - i sig selv en tvivlsom antagelse - vil det offentlige gøre krav på en stor mængde arbejdskraft. Ifølge regeringens egen vurdering, kræves det, at der kommer 20.000 flere mennesker i arbejdsstyrken - og at folk i arbejdstyrken i 2015 arbejder lige så meget om i dag, det vil sige, at den gennemsnitlige arbejdstid ikke falder.

"Den antagelse er overdrevent optimistisk," siger Val Koromzay til Berlingske Tidende.

Han peger på, at den danske arbejdsstyrke de kommende år vil blive ældre, og de ældre årgange arbejder ikke så meget som yngre, blandt andet på grund af deltid og tidlig tilbagetrækning.

Monopol på velfærd
CEPOS' cheføkonom, Mads Lundby Hansen, giver strukturelle forhold skylden for den hastigt voksende offentlige sektor.

"I Danmark har den offentlige sektor tæt på monopol på produktion af velfærd, og når man bliver rigere, ønsker man at bruge en stadig større del af sin indkomst på velfærd - sundhed, pleje og uddannelse. Det fører til en underliggende vækst i den offentlige sektors andel af økonomien," siger han ifølge Berlingske Tidende.

[email protected]

Kilde: