Ny Alliance vil omlægge og lette skatter for 43 mia. kroner

Slettet Bruger,

27/08/2007

Af Ole Birk Olesen

Anders Samuelsen fra Ny Alliance har netop på et pressemøde på Christiansborg fremlagt sit partis skattepolitik. Centralt i Ny Alliances skatteforslag står en afskaffelse af både bund-, mellem og topskatten, så den gennemsnitlige dansker ender med en skatteprocent på 40,6. De forslag letter indkomstskatten med 43 mia. kroner.

Pengene vil Ny Alliance bl.a. finde ved at fjerne fradragsretten for det otte procent store arbejdsmarkedsbidrag (30,5 mia.), ændre pensionsbeskatningen, så der ikke er fradrag for indbetalinger (30 mia. i år nul efter indfasning), gøre efterlønsbidraget indkomstafhængigt (3 mia. i år nul) og ved at afskaffe skattefriheden for en række frynseordninger på arbejdsmarkedet.

"Formålet med at lave den her skattereform er ikke så meget at give folk flere penge i lommerne. Det er et spørgsmål om, at vi gerne vil have et enkelt og gennemskueligt skattesystem. Det behøver ikke at være en naturlov, at fru Hansen og andre ikke kan regne ud, hvad de skal betale i skat," siger Anders Samuelsen:

"Og så vil vi gerne sikre et skattesystem, som er robust i forhold til den globalisering, som vi er en del af, og som ikke bliver mindre i de kommende år. Vi vil gerne sikre, at der er hænder nok på arbejdsmarkedet. Man kan sige det på den måde, at hvor mange andre partier starter med at fortælle om alt det gode, de gerne vil, men ikke vil fortælle hvor de vil skaffe pengene og hænderne fra, så vender vi bøtten om og prøver at fortælle, hvordan vi vil skaffe midler og hænder, så vi har noget at gøre godt med i fremtiden."

Ifølge Anders Samuelsen vil Ny Alliances skatteforslag øge arbejdsudbudet med 100.000 personer. Samlet set vil det rokere på fem procent af statens indtægter.

[email protected]

Kilde: