Af Camilla W. Trustrup
Camilla W. Trustrup er cand.mag. i moderne kultur og kulturformidlingSom relativ ny tilflytter til USA er der stadig ting, der kan overraske. Egentlig synes jeg, at jeg kender det amerikanske samfund og mentaliteten her ganske godt efter lang tids tæt bekendtskab. Alligevel sker det nu og da, at jeg glemmer, hvor stor forskel der kan være på grundlæggende amerikanske traditionelle værdier versus danske.
Det mest overraskende er måske, at mens mange amerikanere hylder principper om individuel frihed og sammenlignet med en dansk befolkning ønsker langt mindre statslig indblanding, så er der alligevel en nogenlunde klar rettesnor for, hvordan et moralsk normsæt bør se ud - selv blandt relativt frisindede mennesker. Et normsæt, der ganske vist både i meningsmålinger og blandt eksperter, ofte bedømmes til generelt at være i forfald og opbrud.
Jeg kan takke min egen åbenmundethed for, at jeg kom til at smage dette moralske normsæt, og at min agtelse pludselig faldt med adskillige grader, så jeg befandt mig på niveau med gruppen af udannede, upolerede typer, for hvem fremtiden ikke ser alt for lys ud.
For jeg ved ikke hvilken gang kørte jeg rundt med min ret underholdende og - mente jeg - frisindede ejendomsmægler Diane ude i Suburbia for at se, om jeg måske kunne falde for en af disse sovebysvillaer. Diane og jeg så og så og morede os over grimme hjem og kom med sarkastiske og drillende bemærkninger om mænd, familie, og hvad man nu ellers kan finde på at tale mindre respektfuldt om i en tryg ramme.
Men med et forstummede latteren helt, og der blev dødsens stille i bilen. Diane kiggede først meget mærkeligt på mig, så kiggede hun helt væk. Hvor vi for kort tid siden havde haft en fælles reference og humor, var vi her kommet ud i farbart vand, som ingen rigtig vidste, hvordan vi skulle tackle. Min store fadæse bestod i, at jeg var kommet til at fortælle, at min mand ikke helt rigtigt var min mand, for vi er ikke gift. Kombinationen af en gravid mave og et papirløst forhold var helt forkert og tilsyneladende en ret chokerende oplysning. Jeg forsøgte spagt at forklare, at man i Danmark ser anderledes på den sag, og at det faktisk er en helt normal foreteelse at leve papirløst sammen.
Efter at have sundet sig lidt spurgte hun mig, om "kvinder i Danmark" ikke var bange for de økonomiske konsekvenser, det kunne have, hvis deres "mand" af den ene eller anden grund forlod dem. Og der var vi formentlig ved en del af sagens kerne: Det traditionelle familiemønster som beskyttende faktor i et land, hvor staten ikke spænder et kæmpestort sikkerhedsnet ud under den enkelte, hvorfor man må gardere sig på anden vis - og i et land, hvor religionen - og dens moralske værdisæt - spiller en enorm rolle.
Det lykkedes mig ikke at overbevise hende om, at jeg og andre med mig nok skulle kunne klare os, endsige at de færreste i Danmark ville løfte et øjenbryn over en sådan papirløs konstellation. Min troværdighed var blevet gennemhullet.
Næste gang jeg mødte hende, var jeg derfor spændt på at se, hvordan hun ville reagere. Men hun var helt som hun plejede at være, og efter kort tid kom hun selv tilbage til emnet. Tydeligvis lettet. I mellemtiden havde hun tilfældigt været sammen med en god bekendt, som engang havde boet i Danmark. Veninden havde kunnet fortælle hende, at ca. 70% af hendes danske omgangskreds levede på denne måde. Det var med andre ord helt normalt og ikke et udtryk for, at man var godt på vej ned i rendestenen. Min ære var reddet for denne gang, og resten af vores boligjagt sammen indeholdt nu en ekstra dimension: Opfindelsen af "my man" i stedet for "my husband".
Men for mig var det et interessant indblik i en amerikansk tankegang, jeg havde glemt at tage højde for. En tankegang hvor individets ret til at bestemme over sig selv, og dermed over sin egen samlivsform, kommer i karambolage med og taber over andre lige så grundlæggende amerikanske værdier, der bygger på religiøse og konservative kræfter, hvor familien står som en grundsøjle, der skal værnes om.
I et samfund med en høj grad af diversitet - i såvel kulturel og social baggrund, uddannelse, religion mm. - idealiseres familielivet i den ægteskabelige forstand som en hjælpemekanisme til at bevare en form for sammenhængskraft i samfundet. Udfordrer man det, der opfattes som en grundpille i ethvert lands sammenhængskraft, risikerer man at blive betragtet som abnorm og som potentiel farlig for den eksisterende orden. Ikke desto mindre fortsætter mit liv som Frk. Abnormus - men jeg varer formentlig min mund lidt i fremtiden.
